Nye fly bringer Jet Time over en million passagerer

Det seks år gamle danske charterflyselskab, Jet Time, overtager fire af Cimber Sterlings seks Boeing 737’ere. Cimber Sterling meddelte i december sidste år, at man snarest muligt vil af med sine B737’ere og kun have regionale CRJ-jets og ATR-propelfly.

 

I forbindelse med aftalen mellem Jet Time og Cimber Sterling, skal Jet Time med besætninger fra Cimber flyve de planlagte Cimber B737-flyvninger til udgangen af sommersæsonen i år.

 

Klaus Ren (foto), adm. direktør for Jet Time, sagde søndag til takeoff.dk:

”Jet Time har i forvejen ti Boeing 737’ere. Nu har vi lavet aftale med Cimber Sterling om at overtage fire af deres B737-700 og gennemføre de planlagte flyvninger med disse til bl.a. Sydeuropa i sommerprogrammet. Herefter skal de fire fly efter planen retur til leasingselskabet.

 

”Men Jet Time har planer om at anskaffe mindst endnu to B737’ere, der skal flyve i vores bemaling. Så afhængig af, hvordan det går med salget til vores sommerprogram for næste år, kan vi måske beholde i hvert fald to af Cimbers B737’ere – og så ”babysitter” vi efter aftale med Cimber de øvrige fly til de skal tilbage til ejerne,” siger Klaus Ren og fortsætter:

 

”Dermed skal Jet Time den kommende sommersæson operere 14 B737’ere fly – herunder de fire fra Cimber. Vi tager os betalt for ulejligheden. Jet Time har med de fire B737-700 fra Cimber Sterling plus vores tre egne dermed syv B737-700, mens de øvrige syv i vores flåde er B737-300.”

 

Mens Jet Time primært flyver charter for mange charterbureauer, har det danske flyselskab også en lang række såkaldte ACMI-flyvninger (Aircraft, Crew, Maintenance og Insurance, red). De betyder at Jet Time stiller med fly og besætning, står for teknisk vedligehold og har forsikring for flyene. Kunden betaler bl.a. for catering, flybrændstof, landingsafgifter i lufthavne.

 

”Aftalen med Cimber Sterling er en såkaldt wetleasing, hvor der følger flybesætninger med – siden vores start har vi fløjet ACMI-flyvninger for 30 flyselskaber, bl.a. Norwegian og SAS. Charter og ACMI-flyvninger udgør 2/3 af vores passagertal. Jet Time har ingen planer om at begynde på ruteflyvninger, det forbyder vores ”religion” os. Dermed er vi for mange flyselskaber en ”ufarlig samarbejdspartner.” Det har også Cimber Sterling lagt vægt på, da vi indgik den nye aftale om B737’erne,” siger Klaus Ren.

 

Med diverse eksisterende aftaler forventer Jet Time i dette regnskabsår at flyve 850.000 passagerer tur-retur, hertil kommer de ca. 450.000 forventede passagerer på ruterne der flyves med B737 på vegne af Cimber. Dermed kommer Jet Time op på 1,3 mio. passagerer – det er første gang med over en million passagerer hos det danske flyselskab.

 

Den nye aftale med Cimber Sterling betyder også flere medarbejdere i Jet Time. Mens selskabet havde forventet at have 330 ansatte, stiger tallet efter Cimber-aftalen med yderligere 100.

 

Aftalen med Cimber betyder også øget omsætning i dette regnskabsår, hvor Jet Time for første gang kommer over en milliard kr. i omsætning. Jet Time havde i sidste regnskabsår en omsætning på 714 mio. kr. og fik et overskud på 15 mio.kr.

 

”Jet Time håber på et øget samarbejde med Cimber Sterling, jeg synes deres nye plan for at være en stor regional spiller ser meget fornuftigt ud – og vi vil gerne være den foretrukne partner for Cimber Sterling,” siger Klaus Ren.

 

Mens Jet Time nu overtager fire af Cimber Sterlings seks B737’ere, oplyste Cimber Sterling i fredags, at dets to resterende B737’ere udfases i denne måned og til maj.

 

Cimbers tidl. adm. direktør tilbage i topledelsen
Set i lyset af Cimber Sterlings vision om at blive Nordens førende regionale flyselskab med primært fokus på turboprop-flyet, ATR, har Cimber Sterling gennemført en organisationsændring, meddelte selskabet i fredags.

 

Flykaptajn Jørgen Nielsen, søn af Cimber Airs stifter, Ingolf Nielsen, er fra i dag, 13. februar, ny Chief Operations Officer. Jørgen Nielsen er uddannet flymekaniker og jagerpilot (F-100/F-16) i det danske flyvevåben. Han har fløjet ATR siden 1986 og var fra 1994 til 2009 adm. direktør for Cimber Sterling. Siden selskabets børsnotering i 2009 har Jørgen Nielsen været ansvarlig for Business Development samtidig med han har fløjet som kaptajn på ATR’erne.

 

Jørgen Nielsen afløser COO Steen Neuchs, som stoppede i Cimber Sterling i fredags. Selve direktionen i Cimber Sterling udgøres af koncernchef Jan Palmer, finansdirektør Martins Antonovics, fra Cimbers ukrainske ejer, samt kommerciel direktør Jacob Saaby Krogsgaard, der tidligere var adm. direktør for flyselskabet.

Skrevet af Henrik Baumgarten