Nyt charterbureau stjæler også tekst

Det tyrkiske charterbureau Detur synes at stjæle med arme og ben. Tirsdag måtte Detur beklage, at det havde oplyst at det var medlem af Rejsearrangører i Danmark (RID) – samme dag afslørede RID, at Detur havde kopieret tidligere gyldig tekst fra RID.

 

På Deturs hjemmeside – detur.dk – fremgår det af dets katalog, at ”bestemmelserne er udarbejdet af Rejsearrangører i Danmark.”

 

Men Detur er ikke medlem af RID – og har heller ikke søgt om optagelse. Men det hindrer ikke Detur i sit katalog at skrive: ”Regeringen har i samarbejde med Rejsegarantifonden besluttet at indføre bidrag pr. rejsekunde, der køber en pakkerejse. Bidraget vil være på 20 kr. pr. kunde og vil blive opkrævet ved køb af rejsen fra og med den 1. januar 2009.”

 

Det forkerte er her, at der ikke mere opkræves 20 kr. Teksten er dermed ”planket.”

Detur skriver også i sin katalog-tekst: ”For medlemmer af Rejsearrangører i Danmark gælder, at dansk ret skal regulere ethvert krav overfor rejsebureauet.”
Men Detur er ikke medlem af Rejsearrangører i Danmark.

 

Da takeoff.dk mandag spurgte Deturs salgs- og marketingsansvarlige, supervisor Niels Kiel Nielsen, hvorfor Detur skrev, at man var ”fuldgyldigt medlem” af RID – uden at være det – var svaret i første omgang:
”Det må være en opdateringsfejl på RID’s hjemmeside (rejsearrangorer.dk – red),” senere sagde han: ”Detur er medlem af RID i løbet af en uge.”

 

Senere mandag havde Niels Kiel Nielsen ny forklaring:
 ”Jeg misforstod kolleger, og troede, vi var medlem. Vi har indgivet ansøgning, om at blive medlem af RID – men indtil da har vi hevet den forkerte information af vores hjemmeside.”

 
Bag Detur står ”Detur International; en af Tyrkiets største turoperatører,” hedder det på Detur.dk – bureauet sender fra næste måned chartergæster fra København og Billund til Tyrkiet.

 
”Det skal ses som kvalitetsstempel at være medlem af RID. Man kan sagtens være seriøs aktør, uden at være medlem af RID,” siger RID’s generalsekretær, Henrik Specht, der tilføjer: ”Detur har planket vores medlemsbetingelser. Kunderne bør have opdaterede betingelser.”

 

Han sendte tirsdag e-mail til Detur, om at charterrejsebureauet havde stjålet medlemsbetingelser fra RID’s medlemmer. Herefter blev betingelserne fjernet fra Deturs hjemmeside – uden at RID hørte fra Detur.

 

Deturs salgs- og marketingsansvarlige, supervisor Niels Kiel Nielsen, besvarede tirsdag ikke takeoff.dks henvendelse. I spidsen for Detur i Danmark står Tekin Aldemir.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten