Nyt dansk flyselskab udfordrer DAT på Sønderborg-København

Anders Sørensen, direktør for Sønderborg Lufthavn på arkivfoto – mens Cimber stadig eksisterede.

Air Alsie, Nordeuropas største operatør af private jetfly, begynder sidst i maj at konkurrere med Danish Air Transport mellem Sønderborg og Københavns Lufthavn. Uvist om DAT vil trække sig fra ruten.

Efter Cimber Sterlings konkurs rykkede Danish Air Transport hurtigt ind på ruten mellem Sønderborg og København. Men mens Cimber fra Sønderborg havde ca. 75.000 passagerer om året på ruten, forventes DAT kun at komme op på ca. det halve.

Der menes ikke at eksistere de bedste relationer mellem bl.a. dele af erhvervslivet i Sønderborg-regionen og DAT, som erhvervslivet ikke føler lytter til deres ønsker. Blandt Sønderborg-områdets store virksomheder er ud over Danfoss, Linak, OJ Electronics og Lodam Electronics.

Derfor har der gennem nogen tid været arbejdet for at få en ny operatør til på ruten mellem Sønderborg og København. Det er blevet at Air Alsie med base i Sønderborg Lufthavn, som sidst i maj rykker ind på ruten med et ATR-turboprop fly. Det skal betjene strækningen fem gange på hverdage samt to gange såvel lørdag som søndag. Til sammenligning flyver DAT fire gange fra Sønderborg mandag til torsdag, tre gange på fredage og en gang om søndagen.

Det vides endnu ikke, om DAT vil trække sig fra ruten, når Air Alsie indtræder. Navnet på det nye flyselskab er endnu ikke offentliggjort. Det var onsdag ikke muligt at træffe Air Alsies adm. direktør, Henning Tæstensen ellers ejeren Jens Østerlund.

Ifølge Sønderborg Lufthavn har 980.000 personer Sønderborg som nærmeste lufthavn. Sønderborg Lufthavns nyhedsbrev skrev i går, at Air Alsie sammen med andre erhvervsvirksomheder i grænseregionen har taget initiativ til at starte det nye flyselskab. Lufthavnen oplyser, at DAT fortsætter på strækningen.

“Vi er naturligvis glade for interessen og en øget trafik i Sønderborg Lufthavn. Vi vil således også fremover yde vores bedste service både overfor DAT samt det nye selskab,” siger lufthavnschef Anders Sørensen.