European Sleeper-tog på perronen i Prag. (Foto: European Sleeper | LinkedIn.com | PR)

Nyt europæisk nattog kører nu også til Prag

Togpassagerer i Europa har fået flere muligheder for at rejse i ly af natten, da European Sleeper har forlænget de tre ugentlige afgange med flere stop undervejs og Prag som endestation.

Mindre end et år efter, at European Sleeper sendte den første afgang af sted, har nattogselskabet nu føjet flere stationer til køreplanen.

I maj sidste år etablerede European Sleeper nemlig en rute, der afgår tre gange ugentligt på mandage, onsdage og fredage mellem Bruxelles og Berlin. Undervejs gør togene holdt i Antwerpen, Rotterdam og Amsterdam, inden passagererne når frem til den tyske hovedstad.

Nu er den dog blevet forlænget, og de rejsende kan dermed tage nattoget hele vejen til Prag. Derudover stopper European Sleeper-togene ved flere andre stationer. Det drejer sig om Dresden, Bad Schandau samt i de tjekkiske byer Děčín og Ústí nad Labem.

Kalder det en konsekvens af flyskam
Elmer Van Buuren, der er medstifter af nattogsselskabet, glæder sig over, at European Sleeper nu betjener en endnu længere strækning. Der er dog ikke udsigt til, at det bliver sidste gang, at man breder antallet af betjente destinationer ud.

”Vores mål er, at vi skal etablere en ny rute om året. På den måde kan vi blive ved med at bidrage til at skabe et mere fintmasket og bæredygtigt transportnetværk på tværs af Europa.”

Van Buuren mener, at nattogenes renæssance er afledt af ’flyskam’. Det er et begreb, som særligt er blevet en del af sproget i Sverige. Det dækker over, at personer fravælger både korte og længere flyvninger ud fra klima- eller bæredygtighedshensyn. Det skriver Euronews Travel.

”Det er nødvendigt, at der findes et solidt alternativ til at flyve eller køre i bil. Der plejede at være langt flere nattog, og det ønsker vi, skal være tilfældet igen.”

Ny rute på vej næste år
Ifølge Tjekkiets transportminister Martin Kupka, der repræsenterer partiet ODS, er han glad for, at fritids- og forretningsrejsende fra endnu flere destinationer nu har mulighed for at gøre brug af et nattog, når de skal rejse til hovedstaden i det centraleuropæiske land.

”Nattog er i færd med at gøre comeback over hele Europa, og jeg er særdeles tilfreds med, at Tjekkiet ikke ender med at blive efterladt på perronen.”

I løbet af 2025 vil European Sleeper lancere endnu en rute, der skal skabe forbindelse mellem Amsterdam og Barcelona. Derudover overvejer selskabet også at investere i egne togvogne, men det vil kræve, at der rejses mellem 40 og 60 millioner euro (298 til 447 millioner kroner).


Relaterede artikler:

Vil have politikere til at lave køreplan for nattog

Nattogselskabs første sommer blev udfordrende

SJ fortsætter dagligt nattog via København til Berlin