Nyt millionoverskud i Billund Lufthavn

Kjeld Zacho Jørgensen.

Kjeld Zacho Jørgensen.

LUFTHAVNE: Billund Lufthavn fik i jubilæumsåret 2014 et overskud på 21,5 mio. kr. Den samlede omsætning steg 5 pct. til 621 mio. kr. For femte år i træk satte Danmarks næststørste lufthavn sidste år passagerrekord. Lufthavnen tjener navnlig penge på sine passagerer, siger direktøren.

”Vi har styr på omkostningerne. Billund Lufthavn tjener på passagererne, og vi har 700 årsværk blandt vores 820 medarbejdere. Vi ser fremgang blandt ruteselskaberne. Air France øger, Danish Air Transport får sommerrute til Bornholm, Wizzair åbner på polske Gdansk og Norwegian starter på Barcelona. Vi har snart 50 udenrigsruter fra Billund Lufthavn.”
Sådan lyder meldingen fra adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen overfor standby.dk

Fra sommerprogrammet flyver SAS igen fem daglige ruter Københavns Lufthavn. I 2019/20 kommer togsporet til Billund Lufthavn med et tog i timen.

”2014 var året, hvor Billund Lufthavn fyldte 50 år, og det har vi markeret med mange arrangementer. Fest for charterbranchen, et motionsløb på startbanen og Danish Travel Awards,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Billund Lufthavn satte for femte år i træk passagerrekord – 2.852.076 passagerer blev det til.

Formanden for lufthavnens bestyrelse, direktør Clas Nylandsted Andersen, er godt tilfreds: ”Der er ingen tvivl om, at medarbejderne har ydet en helt ekstraordinær indsats i 2014 med at fejre jubilæet, og at der også har været en række økonomiske omkostninger i forbindelse med fejringen, så lufthavnen kom ud med et overskud.”

Gennem hele 2014 har netværksselskaberne stået for væksten. Udenrigstrafikken havde 1.805.704 passagerer, en stigning på 69.942. Også indenrigstrafikken har haft et godt år med 130.589 passagerer – en fremgang på 9,8 %. Til gengæld har chartertrafikken haft en tilbagegang på 51.088 passagerer, så det samlede passagertal i dette segment landede på 907.303.