København er nummer fem på listen over de 10 mest populære europæiske byer når det gælder om at se dem fra vandsiden. Største udbyder i København er Copenhagen Canal Tours under Stromma, der har 17 kanalbåde. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Øget interesse for at se europæiske byer fra vandet

TUI Musement sælger millioner af billetter til turistoplevelser, for eksempel havnerundfarter. Nu har Musement liste over de 10 mest efterspurgte byer på den konto. København er med ombord.

København er med på listen over de 10 europæiske byer, hvor der er størst efterspørgsel på også at opleve dem fra søsiden – for eksempel ved kanalrundfarter.

Listen kommer fra TUI Musement, en division under TUI-koncernen, der årligt sælger omkring 10 millioner oplevelser til turister, og ikke kun TUI-gæster. De mange millioner billetter kan være alt fra udflugter, museumsbilletter, scubadykning, transfers mellem lufthavne og hoteller og så videre.

I en pressemeddelelse skriver TUI Musement, at man ser stigende efterspørgsel efter kanalrundfarter i europæiske byer. Disse sejles ikke af TUI, men TUI Musement formidler billetter til disse.

I en undersøgelse blandt potentielle cityturister, siger 85 procent at de er interesseret i at opleve deres destination fra søsiden. De fleste angiver, at dette er en afslappende og anderledes måde at opleve en destination på – ikke mindst i sommersæsonen.

Top-10-listen
Listen over hvilke 10 europæiske byer, for eksempel citybreak-turister er mest interesseret i at opleve via byens vandveje som kanaler, floder, havneområder og så videre toppes af Amsterdam. Amsterdams kanaler er på UNESCO’s verdensarvsliste.

Herefter følger belgiske Brugge, der har tilnavnet Nordeuropas Venedig på grund af sine mange kanaler.

Paris med sejlads på Seinen og attraktioner som Eiffeltårnet, Louvre og Notre-Dame kommer på tredjepladsen.

Fjerdemest efterspurgte by på denne konto er London med sejladser på Themsen og berømte bygninger som Big Ben, London Eye og Tower Bridge.

København dokker på femtepladsen – hér fremhæver TUI Musement at sejlende gæster for eksempel kan se Nyhavn, Amalienborg og Den lille Havfrue. Største udbyder i København er Copenhagen Canal Tours under Stromma, der har 17 kanalbåde med årligt omkring én million sejlende gæster, cirka 75 er udenlandske turister.

På placeringerne op til nummer 10 kommer Ungarns hovedstad, Budapest med Donau-floden der deler de to primære bydele, Buda og Pest.

Berlin med floden Spree er nummer syv og byder på attraktioner som Museum Island, Reichstag og det enorme TV-tårn.

Stockholm kommer ind som nummer otte med sejladser omkring byens 14 øer og 57 broer.

Først som nummer ni kommer en af de mest kendte ”sejlende” byer i Europa, nemlig Venedig, mens listen sluttes af med den tjekkiske hovedstad, Prag.

 

Relaterede artikler:

TUI Musement vil sælge udflugter til ikke-kunder

Øger sejlende københavnsk hyggekoncept

Royal Caribbean-rederi vil også sejle flodkrydstogter