Det danske flyselskab DAT/Bornholmerflyet, der blandt andet flyver til Bornholm, er muligvis i gang med at få en ny ejer. Hvis det sker, rebrandes flyselskabet til HAT (Hans Air Transport)
DAT (Danish Air Transport), som er startet af Jesper Rungholm, har været i branchen i over 32 år, men står muligvis overfor en potentiel overtagelse.
Det skriver DAT i en pressemeddelelse i dag, den 1. april.
Den nye potentielle ejer er østrigske Hans Muller. Ikke meget vides om den nye ejer, udover at han har en frisk tilgang til flybranchen. Hans vil gerne følge en non-profit tilgang, hvor der blandt andet serveres gratis øl ombord, oplyser DAT.
Hans Muller havde først haft kontakt med DAT som turist, da han fløj på DAT-ruten i Finland mellem Helsinki og Kajaani. Han blev hurtigt kendt for en video, han lagde op på YouTube.
“Jeg blev forelsket i de små rødnæsede DAT-propelfly, så jeg besluttede at tage kontakt til Jesper for at se, om jeg kan overbevise ham om at give mig flyselskabet,” siger Muller til sin beslutning om at tage over.
Faldt ned af stolen
I pressemeddelelsen siger Jesper Rungholm: ”Konceptet fik mig til at falde ned af stolen. Vi ønsker kun det bedste for vores passagerer i Finland, Norge, Danmark, Tyskland og Italien. Det er derfor en no-brainer at give plads til Hans og hans drøm.
Jeg vil sikre alle vores passagerer, at indtil Hans har færdiggjort sit fulde koncept, vil DAT fortsætte uden afbrydelser på alle ruter og vil være til stede, hvis Hans ikke kan levere,” siger Jesper Rungholm.
Og fra Hans Muller lyder det videre: ”Jeg takker Jesper og hans team for fleksibiliteten. At flyve med DAT er fantastisk, men der manglede tydeligvis et østrigsk touch. Lad mig derfor introducere det nye HAT (Hans Air Transport) koncept:
Piloter: Når jeg overtager, bliver det obligatorisk for alle HAT’s (mandlige) piloter at have overskæg. Ligesom Jesper, vil jeg være en “flyvende CEO” og vil selv flyve mange af ruterne. Jeg har ingen tidligere erfaring med at flyve som pilot, men jeg har et overskæg, så det hele burde være fint. Overskægget vil også være en integreret del af vores rebranding.
Kabinepersonale: Kabinepersonalet skal være iført HAT Dirndls eller Lederhosen, det traditionelle østrigske kostume. Et af de vigtigste kriterier for at blive ansat som kabinepersonale i HAT er at kunne løfte minimum ti kæmpe øl.
Service om bord: Gratis øl i store glas – selvfølgelig – og jodelmusik fra boarding til du forlader flyet,” siger Hans Muller.
Går det efter planerne, overtager Hans Muller DAT/Bornholmerflyet 1. april næste år.
Relaterede artikler:
DAT skal flyve for Corendon Airlines