Skiferie i Østrig. Arkivpressefoto via Østrigs Turistbureau i Danmark for Kärnten Werbung: Franz Gerdl.

Østrig og Spanien er danskernes vinterferiefavoritter

Når danskere rejser ud på vinterferie, er det oftest på ski i Østrig eller badeferie i Spanien. Flest danskere bliver dog hjemme og holder ferie i Danmark, viser opgørelse fra Danmarks Statistik.

Udover Østrig og Spanien med Kanarieøerne, rejser mange danskere traditionelt også på ferie i Norge, Tyskland og Italien i vinterferien.

Danmarks Statistik har kigget på tallene fra februar sidste år, hvor der stadig var nogle rejserestriktioner på grund af pandemien, og sammenholdt dem med 2019, året før pandemien.

I februar 2022 bookede danske gæster 375.000 overnatninger i Østrig, mens der var 332.000 overnatninger i Spanien, viser tal fra Eurostat. Det svarer til, at 53.600 og 47.400 danskere tilbragte en uge i henholdsvis Østrig og Spanien.

Nanna Nikander Nonboe-Nygaard, specialkonsulent i Danmarks Statistik, siger i pressemeddelelse fra DS: ”De tal ligner meget mønstret fra før COVID-19. I vinterferien tager rigtig mange til Spanien, hvor klimaet byder på varmere og lysere himmelstrøg end den danske vinter, eller til Østrig, der blandt andet er kendt for sine skipister i alperne.”

I 2021 var mange landes grænser lukket. I stedet bookede flere feriehus hjemme i Danmark, oplyser Danmarks Statistik. Tallene fra Eurostat er indberettet af de pågældende lande, og feriehuse tæller ikke med i opgørelserne. Der er endnu ikke kommet data fra Italien for februar sidste år. Sverige er ikke med i opgørelsen, da landet ikke har indberettet til Eurostat, oplyse DS.

Danmark stadig mest populære feriemål
Vinterferien er det mest populære tidspunkt at besøge Østrig, mens Spanien tiltrækker flere gæster i juli, hvor danskere stod for 660.000 overnatninger i 2022. I Østrig lød tallet på 254.000 overnatninger i juli sidste år.

Grundet rejserestriktioner under COVID-19, var der ikke mange danske overnatninger i udlandet i 2021.

Selvom ski og sol lokker mange på vinterferie i udlandet, er den mest populære destination blandt danske vinterferiegæster nemlig Danmark. I februar 2022 stod danske gæster for næsten 1,1 millioner overnatninger på hoteller, feriecentre, vandrerhjem og campingpladser i eget land. Det var lidt højere end før COVID-19, hvor tallet i 2019 lå på 922.000 og 956.000 i 2020.

”Under COVID-19 blev det enormt populært at tage i feriehus i Danmark, og selvom den bølge er stilnet lidt af nu, er der stadig flere danskere, der skal holde vinterferie i et feriehus end i 2019,” siger Nanna Nikander Nonboe-Nygaard.

I december 2022 havde 3.500 danske gæster booket en husuge – hele uger i et booket feriehus fra lørdag til lørdag – i et feriehus i februar i år. Det er færre end på samme tidspunkt i både 2021 og 2020, oplyser DS.

 

Relaterede artikler:

Disse tre lande har flest ferieulykker i vinterperioden

Flest danskere sammensætter selv rejsen til Spanien

Tyskland forventer igen samme antal danske turister