VisitDenmark og de 20 aktører fra Danmark samt Grønland, der var taget til ITB Berlin, havde tre travle dage på rejsemessen med hundredvis af møder, et stort presseevent og officielle besøg.
I den forgangne uge var omkring 5.600 udstillere fra 166 lande samlet i Messe Berlin, der dannede rammen om den årlige rejsemesse ved navn ITB Berlin. Den fejrede i år sit 60-års jubilæum og trak godt 97.000 besøgende til det store messecenter i den tyske hovedstad.
Der var også dansk islæt på årets ITB Berlin, hvor blandt andet projektsamarbejdet Hub for Innovation in Tourism var rykket ind med 16 danske startups, ligesom VisitDenmark også havde etableret en stand, hvor landet blev markedsført med slaglinjen: ’Denmark. Small in size. Big on nature’.
VisitDenmark fortæller, at den danske stand var den tredjestørste i det nordiske område af messen. I løbet af ITB blev den besøgt af blandt andet medier, turoperatører og Apostolos Tzitzikostas, der er EU-kommissær for bæredygtig transport og turisme.
Interessen for Danmark stiger
Efter hjemkomsten til Danmark har VisitDenmark gjort status over tilstedeværelsen på den tyske rejsemesse.
I alt var der 20 danske og grønlandske partnere på den danske stand, og de deltog i løbet af tre dage i over 400 møder. Derudover blev der afviklet et presseevent med 70 deltagere, og to officielle delegationer fra Tyskland kom forbi standen under messen.
Ifølge Markus Diefenbach, der er markedschef for Tyskland hos VisitDenmark, var antallet af deltagere på organisationens stand i år højere end tidligere, og det mener han, at der er flere årsager til.
”Det er både, fordi de kan mærke, at interessen for Danmark er stigende, og fordi de oplever, at vores stand på ITB er en rigtig god platform til at pleje netværk, holde fast i forretning og opbygge nye relationer. Og det er netop det, vores stand skal være,” lyder det.
Verdenssituationen fyldte
Markus Diefenbach hæfter sig desuden ved, at i og med at hele den internationale rejsebranche mødes til ITB, er messen en rigtig god platform til at få indblik i, hvad der rører sig i turismen.
”Både ved at se, hvordan andre destinationer markedsfører sig, gennem inspirerende oplæg om blandt andet AI og selvfølgelig gennem samtaler og netværk. I år har den geopolitiske situation og betydningen for turismen fyldt en del i samtalerne – både på standen og på messen generelt.”
Deltagerne på VisitDenmarks stand var Absalon Hotel Group, Center Parcs Nordborg Resort, Comwell Hotels, Danske Hoteller, Enjoy Resorts, Feline Holidays, Feriepartner Danmark, Go Hotels, Hotel Nørre Vosborg og Stays, der indtil for nyligt var kendt som Small Danish Hotels.
De var der sammen med Destination Sønderjylland, Scandlines, Aurora Travel Partners, Nordic Tours, ShowMeCopenhagen, Vagabond Tours, Tivoli, Air Greenland, Greenland Travel samt Albatros Arctic Circle.
Relaterede artikler:
Tog turismestartups med på stor messe

STANDBY.DK Nyt om rejser


