Optimismen fejler ikke noget i Københavns Lufthavn

paskontrol københavns lufthavnSOMMERKLUMME: Ofte er Danmark præget af lyseslukkere, men det er i hvert fald ikke dem, der præger styringen i Københavns Lufthavn, hvor overliggeren til den interkontinentale trafik kan være sat for højt.

Af Ejvind Olesen 

I går kunne SAS berette, at den interkontinentale trafik nu er oppe på en gennemsnitsbelægning på 90 procent. Samtidig taler flere store ruteselskaber om at oprette datterselskaber til deres oversøiske rutenet, som en naturlig følge af, at de indtil videre er stærkere end lavprisselskaberne i den sektor.

Samtidig kom så nyheden fra lufthavnen med henvisning til den allerede offentliggjorte fremtidsversion om i løbet af et par årtier at nå 40 mio. passagerer om året mod de ca. 25 mio. nu. Især vil man satse på den interkontinentale trafik, som er flagskibet i enhver stor lufthavn, med tanke på London, Amsterdam, Frankfurt og Paris.

Set i det lys er det en flot udmelding om, at der allerede i løbet af godt et års tid vil være tre ekstra brobetjente standpladser ved Finger C. Tilbage kan skeptikeren så naivt spørge: Er der brug for det? Vil der blive brug for det? Svaret blæser med slipstrømmen, men den optimistiske og visionære erhvervsleder bygger ind i fremtiden.

Da Terminal 3 kom til verden i Kastrup sikrerede lufthavnen sig SAS opbakning, inden man gik i gang. Det var som om de to hang sammen om et skandinavisk initiativ.

Siden er der sket meget, og forholdet er kølnet en del, selv om parterne ikke kan undvære hinanden. I foråret sagde SAS formand Fritz Schur, at han mener Københavns Lufthavn er for dyr for flyselskaberne. Han lagde heller ikke skjul på, at han hellere vil hurtigt ud til flyene end gennem et stormagasinlignende lokale.

I sidste måned kom så meddelelsen om, at SAS fra næste efterår udvider den interkontinentale trafik med 25 procent, men alt sammen fra Stockholm og Oslo. En noget uvenlig handling, når man tænker på, hvad de mange års samarbejde omkring Københavns Lufthavn har betydet.

Undskyldningen om, at svenskere og nordmænd helst vil flyve direkte er ikke ny. Sådan har det altid været, også med en stærk konkurrence. Derfor er det modigt, at lufthavnens ledelse bider sig fast.

Vil SAS ikke være med, er der så mange andre, synes at være opfattelsen.

I dag ser det også ud til at være tilfældet, men det største marked for de store ruteselskaber netop nu, ser ud til at være USA. Og der flyver kun SAS (samt lidt Norwegian og Delta) i øjeblikket direkte fra København.

Men godt alligevel med en positiv sommernyhed.