Orkan ved Jamaica tvinger krydstogtskibe til ændringer

Denne gang rammer orkanen Jamaica og en del af Cuba og giver tropisk storm over Haiti og en del af Bahamas.

Det er fortsat orkantid i Caribien. Normalt ebber det ud ved indgangen til november, selv om den også regnes som en orkanmåned i området. Uvejret får cruise skibene til at omlægge ruter for at gå udenom urocentrene. I nogle tilfælde bliver det en ekstra dag på havet, og ofte forsøger de at finde nye anløb.

Således måtte verdens største cruise skib, Allure of The Seas fra Royal Caribbean opgive at anløbe Falmouth på Jamaica og i stedet blive på havet. Det er yderst begrænset, hvor det store skib kan gå i havn.

Carnival Valor måtte droppe Jamaica og Grand Cayman og i stedet gå til Mexico. Et andet af rederiets store skibe, Carnival Pride, på vej mod Baltimore, sejlede uden om Moon Cay og Bahamas og valgte i stedet at gå ind til Port Canaveral i Florida.

Norwegian Pearl valgte at gå til to mexicanske anløb i stedet for Jamaica og Grand Cayman. Norwegian Jewel måtte opgive at lægge til ved rederiets private ø, Great Stirrup Cay, og passagererne kunne i stedet nyde livet om bord i mere stille områder af Caribien.