LUFTHAVNE: Antallet af passagerer stiger hurtigere i Oslos hovedlufthavn end i København. I første halvår var København 500.000 passagerer større end Oslo – mod 600.000 samme tid sidste år. Helsinki havde i årets første halvår 1,5 mio. færre passagerer end sidste år.
Også sidste år fastholdt Københavns Lufthavn sin førsteplads som Nordens største lufthavn med 23,3 mio. passagerer – en stigning på 2,7 pct. i forhold til 2011, hvor stigningen var næsten dobbelt så stor, 5,7 pct.
Oslo Gardermoen havde sidste år 22,1 mio. passagerer, en stigning på 4,7 pct. mod en forøgelse i 2011 på 10,5 pct.
Fortsætter denne udvikling, forudser hjemmesiden anna.aero i ny analyse, at det ikke varer længe, før Gardermoen overhaler Kastrup som Nordens største lufthavn.
I første halvår i år havde Københavns Lufthavn ”kun” 500.000 flere passagerer end Oslo Lufthavn, mens det tilsvarende tal sidste år var 600.000.
Anna.aero’s analyse gennemgår trafikudviklingen i Nordens 12 største lufthavne, i Danmark indgår ud over Kastrup også Billund Lufthavn.
Flottest har væksten været i Islands hovedlufthavn, Keflavik, pga. ekspansion hos ikke mindst Icelandair, men også hos den islandske konkurrent Wow Air. Keflavik havde som eneste nordiske storlufthavn sidste år en tocifret vækst, på 12,5 pct.
Størst fald har bl.a. Stockholm Skavsta-lufthavnen, ca. 100 km. fra den svenske hovedstad, noteret. Her har været fald i passagertallet hver måned siden november 2011, fordi den største kunde, Ryanair, fortsætter med at reducere sin kapacitet. Samlet havde Skavsta sidste år et fald i passagertallet på 10,3 pct.
Efter Københavns Lufthavn og Oslo var Stockholm Arlanda sidste år tredjestørste nordiske lufthavn med 19,7 mio. passagerer, en stigning på 3,2 pct.
Nordens fjerdestørste lufthavn, Helsinki, har i første halvår af i år haft dramatisk fald på 1,5 mio. passagerer sammenlignet med de seks første måneder af 2012.