Årets største fagmesse for rejsebranchen sluttede i går – Las Vegas var en god, men meget varm værtsby. Her de sidste indtryk fra standbys udsendte.
Af Henrik Baumgarten
LAS VEGAS: De fleste rejsemesser er bare rejsemesser – men der er de få, som er en værdsat oplevelse. Blandt disse er, i min optik, USAs årlige fagmesse for rejsebranchen, Pow Wow (udtrykket er et indiansk ord for ’mødested’). Pow Wow er rigtig stor, i år var der over 6.000 deltagere fra mere end 70 lande.
Glæden ved at deltage i Pow Wow er flerfoldig. USA er et fantastisk rejseland med nærmest hele paletten og lidt til. Amerikanerne er generelt altid søde og imødekommende – Pow Wow giver gensyn med gamle venner og mulighed for at møde nye. Og så er det sjovt og lærerigt at være med til dette årlige stormøde i rejsebranchen.
Vi er over 500 deltagende pressefolk, nogle er mere deltagende end andre. Pow Wow kører over tre koncentrerede dage, mandag til onsdag. Mandag skal pressen deltage i et bestemt indslag, Media Market Place. Men når vi tirsdag og onsdag slippes fri og kan gå over det hele, er det for alvor Pow Wow. Så er det her man møder de mange bekendte – og hører store og små historier og rygter samt de mere anekdoteagtige hændelser.
Et hot emne er altid nye flyruter mellem Norden og USA. Også i år var der rygter om nye ruter, men foreløbig er der ’kun’ åbnet fire i år – Icelandair til Anchorage i Alaska, SAS fra København til San Francisco og Norwegian fra Oslo og Stockholm til New York JFK.
Senere på året starter Norwegian også fra København, Oslo og Stockholm til Fort Lauderdale i Florida, en rute, krydstogtrederier som Royal Caribbean bl.a. har presset på for at få åbnet. Også til efteråret får Icelandair sin anden destination i New York, når man også åbner på JFK.
Det er givet, at alle rejsebureauer, som mener det seriøst med at sælge rejser til USA, deltager i Pow Wow. Her tæller værtsbyen også. Den skal have appeal og have noget at vise frem.
Seneste eksempel på, at en værtsby viste sig nærmest ubrugelig som destination var i 2003, hvor St. Louis viste, at den ikke havde noget at tilbyde. Os, der har været med i mange år, husker stadig ’festen på parkeringspladsen’.
Las Vegas har derimod stor tiltrækningskraft – selv om der er delte meninger om en så højtprofileret destination. Men alle var vist enige om, at med op mod- og over 40 grader var det udendørs i Las Vegas som at være i en varmluftovn.
”Las Vegas er et Disneyland for voksne,” sagde en amerikaner ved frokostbordet i denne uge. I hvert fald frister kasinobyen mange, som forhåbentlig ved, at de enorme og flotte hotelkasinoer bl.a. finansieres af de penge, spillerne taber.
”Nogle deltagere i Pow Wow er med på en badebillet; jeg sad forleden ved siden af køber fra Asien, som tydeligt ikke kunne særlig meget engelsk og derfor ikke forstod en brik af, hvad sælgeren sagde til hende,” sagde en dansk rejsebureauagent under Pow Wow.
Las Vegas har foreløbig over 150.000 hotelværelser. Hovedparten af de nordiske Pow Wow-deltagere boede på det 3.000 værelser store Las Vegas Hotel, LVH, det hørte indtil starten af 2012 under Hilton. Hotellet er navnlig kendt for et af Las Vegas’ største ikoner, Elvis Presley.
Han havde hvert år fra 1969, hvor hotellet åbnede, til 1976, året før sin død, perioder hvor han optrådte i LVH’s Showroom med plads til over 1.500 tilhørere. Der var ofte to shows om dagen og gennem Las Vegas-årene optrådte Elvis for 2,5 millioner publikummer.
Og Elvis præger stadig byen – små 35 år efter hans død. Der er shows helt dedikeret til Elvis med kunstnere som ligner og synger tæt på den originale vare; og så er der andre, som bare render rundt i en jumpsuit, men som ikke ligner Elvis mere, end min onkel ligner Michael Jackson.
Nå, men farvel til Las Vegas – så må Pow Wow-deltagerne vente endnu et år på ny dosis af de få, hektiske dage, hvor man bliver lidt trist, når man sidste gang går ud af kongrescentret.
Næste år rykker Pow Wow til Chicago – og ’The windy City’ ser frem til værtskabet 5.- 9. april, kæmpe plakater på årets Pow Wow bar teksten: ’See you in 2014!’