Pæn stigning i hotelovernatninger i oktober

For første gang over en mio. overnatninger i efterårsmåneden, og bedst gik det i København og Sønderjylland med fremgang på 4,6 procent, ifølge Danmarks Statistik. Her mangler blot det meget væsentlige, nemlig hvordan det gik med gennemsnitspriserne.

Flere boede på hotel i Danmark i oktober end sidste år, men om det også betød vækst, når gennemsnitspriserne kommer i betragtning, melder Danmarks Statistik ikke noget om.

I sig selv var det positivt, at man for første gang kom over en million overnatninger i denne måned med 35.000 flere overnatninger, eller en fremgang på 3,6 procent. København og Sønderjylland nåede dog op på 4,6 procent. Og nedtur for Nordjylland, som gik to procent tilbage.

Blandt udlændinge var det især norske gæster som dominerede, hvilket også harmonerer med meldingerne fra DFDS, incoming bureauerne og flyselskaberne. Herefter følger svenskerne, efterfulgt af englændere – de sidste givet på grund af de mange lavprisruter til danske lufthavne.