Stena Danica er en af Stena Lines tre færger på ruten fra Gøteborg til Frederikshavn. PR-foto: Stena Line.

Passagerboom på færgeruter til Jylland

Nye tal fra færgerederiet Stena Line viser en stigning på 229 procent i passagertallet i juli på rederiets to ruter mellem Danmark og Sverige sammenlignet med samme periode sidste år.

Det svenske færgerederi Stena Line sejler to ruter mellem Sverige og Danmark, nemlig Grenå-Halmstad og Frederikshavn-Gøteborg. Samlet havde de to ruter i juli i år en stigning i antallet af passagerer på 229 procent sammenlignet med juli sidste år, oplyses det i en pressemeddelelse.

Det er særligt passagerer fra Sverige, der tager fra Halmstad og Gøteborg til Danmark. Denne sommer udgjorde rejsende fra Sverige 50 procent af passagerne på Stena Lines to færgeruter mellem Jylland og den svenske vestkyst.

I pressemeddelelsen siger Julia Kronberg, der blandt andet er marketingchef hos Stena Line: ”Når man kan tage bilen med på færgeoverfarten, åbner det mange muligheder til at udforske det danske sommerland. Det har flere svenskere opdaget, og derfor ser vi en stigning i antallet af passagerer.

Også blandt de danske turister ser vi en stor interesse for færgeruterne, der er en smutvej til oplevelser i den svenske natur, hvor blandt andet glamping og aktive ferietilbud med for eksempel cykling eller vandring hitter,” siger hun.

Også passagerer fra resten af Nordeuropa
Færgen Stena Nautica sejler fra Grenå til Halmstad i Sverige på små fem timer, mens ruten fra Frederikshavn til Gøteborg tager knap fire timer med en af de tre færger på ruten, Stena Danica, Stena Jutlandica eller Stena Vinga.

Udover danskere og svenskere kommer passagererne på de to færgeruter Grenå-Halmstad og Frederikshavn-Gøteborg fra blandt andet Holland, Norge og Tyskland, oplyser Stena Line.

Bookingtallene viser desuden, at Stena Line har næsten lige så mange norske passagerer som i 2019, hvor færgerederiet drev ruten mellem Oslo og Frederikshavn; den rute blev siden overtaget af DFDS, som led i dets betjening af København-Oslo.

Stena Line har 38 fartøjer og 18 færgeruter i Nordeuropa. Stena Line, der har hovedkvarter i Gøteborg, er privatejet og har eksisteret siden 1962.

Selve Stena Line har omkring 4.300 ansatte og en årlig omsætning på 1 milliarder euro, cirka 7,5 milliarder kroner. Stena Line er en del af Stena AB Group med over 15.700 medarbejdere og en årlig omsætning i normale år på cirka 37 milliarder svenske kroner. Stena Line ejer blandt andet det danske rejsebureau Best Travel med hovedkontor i Frederikshavn.

Relaterede artikler:

Stena Lines danske ruter får ny profil på broen

Lav vandstand generer europæiske flodkrydstogter

Ny Bornholmerfærge giver 527.100 passagerpladser