Handelsdirektør Christina Bromander fra Stena Line. (Foto: Stena Line | PR)

Stena Lines danske ruter får erfaren profil på broen

Ansvaret for Stena Lines to danske ruter er netop blevet overtaget af Christina Bromander, som har fået til opgave at bygge videre på det svenske rederis position i Danmark.

Det har netop været skiftedag i toppen af færgerederiet Stena Line i Danmark. Det skyldes, at Elisabeth Lönne er blevet udpeget som ny kommercieldirektør i det svenske rederi, og hun forlader derfor posten som handelsdirektør, som hun har haft siden begyndelsen af 2021.

Stillingen som handelsdirektør bliver overtaget af svenske Christina Bromander, der fremover vil have ansvaret for rederiets to danske ruter mellem Frederikshavn og Gøteborg samt Grenaa og Halmstad.

Den nye handelsdirektør har allerede stiftet bekendtskab med den danske del af rederiets forretning, da hun kommer fra en stilling, som ansvarlig for salg og service ombord på de dansk-svenske ruter, oplyser Stena Line.

Har stor erfaring
Christina Bromander får til opgave at styrke Stena Lines position mellem Danmark og Sverige samt videreudvikle de to danske ruter. Rederiet har netop indgået et langsigtet samarbejde med Grenaa Havn, der sikrer færgeforbindelsen frem til 2034.

”Ruterne Frederikshavn-Gøteborg og Grenaa-Halmstad er meget unikke og særdeles vigtige for Stena Line og for udviklingen af hele Kattegatregionen. Vi skal bygge videre på vores position i Danmark, optimere vores ruter og oplevelsen ombord samt vækste sammen med vores kunder og partnere. Efter en nogenlunde Coronafri sommer oplever vi igen stor efterspørgsel på passagertransporten, hvilket vi skal bygge videre på i fremtiden,” udtaler den nye handelsdirektør.

Bromander kommer til jobbet med over 30 års erfaring, hvor hun blandt andet har haft forskellige ledende stillinger i Sverige samt internationalt. Udover sin karriere hos Stena Line, har hun tidligere blandt andet været direktør for Quality Hotel 11 & Eriksbergshallen samt hotelchef for Clarion Hotel Post i Gøteborg, hvor hun også er bosiddende.

Helt tryg ved at overlade roret
Ifølge rederiets nye kommercielle direktør Elisabeth Lönne er Christina Bromander det helt rigtige valg til posten som handelsdirektør.

”Jeg har på nært hold oplevet Christina, som allerede har vist, at hun passer perfekt ind i teamet. Hun er en resultatorienteret og værdibaseret leder med det helt rette mix af kompetencer og erfaringer,” lyder det.

”Jeg er helt tryg ved at overlade roret til hende, og jeg er overbevist om, at hun får styret vores danske forretning i den helt rigtige retning.”


Relaterede artikler:

110 ugentlige Stena-sejladser på Danmark-Sverige

Stena Line får batteridrevne skibe på dansk rute

Billetsalg startet til ny dansk Stena Line-færgerute