Hurtigruten vil udrulle tangbaserede hår- og hudplejeprodukter på sine skibe langs den norske kyst. Fra venstre Carina Mæhle fra Hurtigruten med Angelita Eriksen og Tamara Singer fra leverandøren, Lofoten Seaweed. PR-foto: Jillian Høiberg Photography.

Passagerrederi hælder tang i shampooflasker

Det norske rederi Hurtigruten erstatter sæbe og shampoo med bæredygtige produkter fremstillet af tang fra Lofoten. Dermed spares årligt 14.000 liter produkter importeret fra navnlig Asien.

I samarbejde med Lofoten Seaweed har Hurtigruten fået udviklet en serie produkter som ifølge færge- og passagerrederiet er bedre for mennesker, havet og naturen.

Dermed kan passagererne få mere bæredygtige hud- og hårplejerprodukter, der er fri for kemikalier og baseret på håndhøstet tang fra nordnorske Lofoten. Ændringen betyder, skriver Hurtigruten i en pressemeddelelse, at man årligt udskifter 14.000 liter sæbe, shampoo og andre hudprodukter importeret fra navnlig Asien med lokale, norske bæredygtige produkter.

Hurtigruten er det norske færgerederi, der under navnet Hurtigruten sejler langs den norske kyst samt HX, det nye navn for Hurtigruten Expeditions, der sejler krydstogter til blandt andet Arktis og Antarktis.

Hurtigruten Norge vil have syv skibe i trafik med lokalrejsende, fragt og turister på ruten langs den norske kyst, hvor Hurtigruten har konkurrence fra Havila Kystruten. Omvendt vil Hurtigruten HX bestå af syv skibe, der sejler krydstogter til 30 lande og territorier, herunder Antarktis, Grønland, Svalbard, Vestafrika og Galapagos.

Andre har ikke gjort det samme
I forbindelse med introduktionen af de nye bæredygtige tangbaserede produkter til Hurtigruten, siger projektleder Carina Mæhle: ”Dette er et spændende projekt, og jeg tror ikke, at andre rederier har gjort det samme. Med den nye serie mindsker vi vores miljøaftryk og styrker vores vision om at handle stadig mere lokalt.”

Produkterne fra Lofoten Seaweed er selvfølgelig dyrere for os, men bedre for havet, vores passagerer og ikke mindst Lofoten, hvor produkterne kommer fra. Tang er næringsrigt, sundt at spise, det indeholder mange vitaminer og antioxidanter som er gode for huden, tilføjer hun.

”Produkterne – shampoo, balsam, sæbe og fugtighedscreme – har kun naturlige ingredienser og er tilsat tang fra Lofoten,” siger Angelita Eriksen, administrerende direktør for og medstifter af Lofoten Seaweed.

Produkterne fra firmaet giver en minimal påvirkning af havenes økosystemer. Det som er godt for os, er også godt for havene, lyder meldingen fra Lofoten Seaweed. De nye produkter, der både skal være i skibenes kahytter og som sælges ombord, er i genopfyldelige flasker, oplyses det.

 

Relaterede artikler:

Kendt færge- og krydstogtrederi skal have to navne

Stort krydstogtrederi sætter kursen mod mere bæredygtighed

Sammenlægning skal styrke bæredygtige rejser