TURISME: Ved PATA Danmarks nytårskur i går meddelte foreningens formand, at hun trækker sig ved næste generalforsamling.
Karin Gert Nielsen har været formand for PATA Danmark så længe, at hun ikke selv husker, hvornår hun påtog sig tillidshvervet for en af de mest aktive foreninger i den danske rejsebranche.
PATA er forkortelse for Pacific Asia Travel Association, der omfatter landene ud mod Stillehavet – fra USA over Thailand til Australien.
”Jeg laver en ”Prins Henrik” og pensionerer mig som formand for PATA Danmark,” sagde Karin Gert Nielsen i går til standby.dk, da PATA Danmark havde nytårskur i Palads-biografen i København – igen med Air France og KLM som sponsor og med over 100 tilmeldte fra den danske rejsebranche.
I forbindelse med PATA Danmarks kommende generalforsamling, 29. februar, skal der derfor vælges ny formand. Karin Gert Nielsen siger som sin begrundelse for at stoppe som PATA-formand, at hendes tid ikke tillader formandskabet pga. øget travlhed i hendes firma, Atlantic Link, der bl.a. repræsenterer turist-destinationer verden over.
PATA Danmark har i hvert nummer af Stand By en klumme, hvor Karin Gert Nielsen fortæller nyt fra foreningen. I det kommende nummer skriver hun bl.a. om PATA Danmark: ”Vi skal kigge på vores eksistensberettigelse og spørge, om der er for mange interesseorganisationer og foreninger i rejsebranchen, hvor antallet af ansatte generelt er nedadgående. Skal foreningerne have større samarbejde på tværs – eller er det ”one size fits all?”