Det kommende nye Disney-hotel, Star Wars: Galactic Starcruiser, kommer til at ligne en kæmpemæssig starcruiser, som de kendes fra Star Wars-filmene. Illustration fra Walt Disney World Resort, Star Wars: Galactic Starcruiser.

Pebrede priser på Disneys Star Wars-hotel

Næste forår åbner et særligt nyt hotel i det enorme Walt Disney World Resort i Florida. Star Wars: Galactic Starcruiser får omkring 100 værelser og priserne fra over 30.000 kroner, for to nætter.

Walt Disney World Resort i Orlando får næste forår en ny attraktion, hotellet Star Wars: Galactic Starcruiser, inspireret af Star Wars-filmene. Hotellet udformes som netop en starcruiser, som de kendes fra filmserien.

Disney World, der regnes som verdens største forlystelseskompleks, har netop præsenteret de vejledende priser for overnatninger i det kommende nye hotel.

Disney har endnu ikke oplyst, hvor mange værelser og suiter, det nye rumskibslignende hotel får. Men ifølge disneytouristblog.com bliver det omkring 100. De største af de mange hotelkomplekser i Disney World har over 1.000 værelser.

Priserne starter – for to nætter – på 4.800 dollars for to personer, 5.300 dollars med tre gæster i værelset og 6.000 dollars for fire personer. Altså priser fra mellem over 30.000 til 38.000 kroner. Priseksemplerne fra Disney er uden for sommerens højsæson, hvor opholdet må formodes at koste endnu mere.

Med i priserne, der gælder for to nætter, skriver CNN, er blandt andet måltider på hotellet og adgang til Disney’s Hollywood Studios. Star Wars-hotellet kommer til at være i samme område som et andet Star Wars-tema i parken, Galaxy’s Edge, der åbnede i 2019.

Selve Disney World i Florida har i øvrigt 50. års jubilæum til oktober i år.

Med i kombinationer
Udvidelser og nye tilbud skal være med til at skabe nyt liv, tiltrække nye kunder og øge omsætningen efter også Disney-parkerne, der er også Disneyland i Californien, har været hårdt ramt af nedlukninger og færre besøgende under coronakrisen. Krisen udskød blandt andet åbningen af Star Wars-hotellet, der skulle være åbnet i dette efterår.

Overnatninger på Star Wars-hotellet, der også har to slags suiter, Galaxy og Grand Captain, kan kombineres for gæster der skal på krydstogt med Disney Cruises. Disney Cruise Line får næste år sit femte skib, Disney Wish, der får hjemhavn i Port Canaveral i Florida, en times kørsel fra Orlando. Herfra skal skibet blandt andet sejle krydstogter med tre og fire overnatninger til Bahamas og Disney’s egen krydstogtø, Castaway Cay.

Relaterede artikler:

Nyt Disney-krydstogtskib får stor suite i skorstenen

Legoland åbner forlystelse til 100 millioner kroner

Disney opsiger 28.000 i forlystelsesparker