Plus for de Vestindiske Øer, minus for Israel

Peder Hornshøj.

Det er situationen i Bravo Tours, hvilket igen gør adm. direktør Peder Hornshøj både glad og skuffet, men ingen rejsearrangør kan kæmpe mod kundernes ønsker og reaktioner. Pænt resultat på bundlinjen.

Bravo Tours i Herning har placeret sig pænt i midten blandt de danske charterselskaber. Uden de store svinkeærinder op eller ned, men med gode initiativer til nye rejsemål.

Først når året løber ud, har man det endelige resultat, men alt tyder på en mindre tilbagegang til 130.000 gæster og forventeligt igen op på 140.000 i den kommende sæson.

Årets resultat ser ud til at blive omkring 20 mio. kr., der er jævnt tilfredsstillende uden at være prangende. Men det virker også som om bureauet har fundet et fornuftigt leje med 78.000 gæster om sommeren og 62.000 i vintersæsonen. Der er immervæk sket en del siden starten med 12.000 i 1999. 70 procent sælges i Jylland og 30 procent i København.

Initiativet med direkte fly til De Dansk Vestindiske Øer var et vovestykke, og her først i december så det ikke for godt ud. Det gør det til gengæld fra jul og fremefter, hvor 90 procent af produktionen er solgt.

Noget anderledes gik det med Israel. Så sent som for nogle få uger siden, da Primera Air præsenterede lidt om sig selv, sagde Peder Hornshøj, at det gik hæderligt med at sælge turene til Eilat, og ”nu må vi bare håbe, at der ikke blive politiske uroligheder”.

Det var præcist, hvad der skete, og selv om det er meget langt væk fra Eilat, begyndte afbestillinger at strømme ind.

”Jeg var ked af det, for jeg synes, at Israel er et fantastisk rejseland, men når først folk bliver bange for at rejse et bestemt sted hen, så må man acceptere følgerne. Mange ville gerne, vi havde bidt os fast, men vi kunne se, at det ikke ville hænge sammen,” sagde Peder Hornshøj ved præsentationen af det nye program i går.

Og program på print er der heldigvis tale om på 164 sider. ”Det forlanger halvdelen af vort publikum, og så fortsætter vi med det, selv om vore kolleger har forladt den trykte del. Vi ved, at for mange er det nye program – i år med mange nyheder bl.a. til Spanien – noget man venter på og bliver inspireret af”, fastslår han.