Politianmelder tvivlsom rejsearrangør (opdateret)

Det ramte ungdomshold fra Rosenhøj har lagt dette foto på fodboldklubbens hjemmeside.

TURISME: Rejsegarantifonden har politianmeldt dansk rejsearrangør. Bureauet har angiveligt snydt fodboldhold for over 85.000 kr. ved at tage imod pengene for rejse til træningslejr, hvorefter ejeren er forsvundet. Spies hjælper med at få fodboldholdet på ny træningslejr.

Rejsegarantifonden politianmeldte i går firmaet Fodboldlaer.dk, der ifølge sin CVR-registrering er hjemmehørende i sønderjyske Bolderslev. Firmaet går også under navnet ’Fodbold og Event’. På hjemmesiden Fodboldlaer.dk (ordet skal vist nok betyde ’fodboldlær’) står der blot: ’Offline – Vi kommer tilbage snarest’.

”Vi kom i kontakt med Fodboldlaer.dk da de henvendte sig til os for at blive registret i fonden,” siger Rejsegarantifondens direktør, Birgitte Fjeldhoff, til standby.dk

Men Fodboldlaer.dk ville ikke acceptere registreringsbetingelserne i Rejsegarantifonden. Så selv om selskabet ikke var registreret i fonden, afholdt det ikke ejeren fra fortsat at udbyde og sælge pakkerejser omfattet af fondens dækning.

”Det er i strid med reglerne i rejsegarantifondsloven, og derfor har fonden indgivet politianmeldelse”, siger Birgitte Fjeldhoff og tilføjer, at hvis en køber af rejser er i tvivl om en rejsearrangør er registeret i fonden, kan man tjekke dette på hjemmesiden: rejsegarantifonden.dk

Der er ca. 600 registrerede rejseudbydere i Rejsegarantifonden.

Rejsegarantifonden er kun bekendt med en berørt kunde, der har brugt Fodboldlaer.dk – formentlig uden at undersøge, om rejsearrangøren var registreret i fonden. Det er fodboldklubben Rosenhøj Boldklub fra Hvidovre ved København.

TV2 Lorry skrev forleden: Brug IKKE rejsearrangøren Fodbold og Event – sådan skriver fodboldklubben på sin Facebook-side, efter at være blevet snydt for tur til Malaga og mere end 85.000 kr.

”16 skuffede fodbolddrenge fra Rosenhøj Boldklubs U19 hold skulle her i april have været på træningslejr i Malaga. Turen var bestilt og betalt, men er nu aflyst.

Alle drengene har hver betalt 5.000 kr., vi sendte den sidste betaling 1. marts. Siden har vi intet hørt fra arrangøren, Fodboldlaer.dk – vi har bombarderet arrangøren med mails og opkald,” siger Bent Petersen, holdleder for Rosenhøj Boldklubs Talent U19 hold, til Lorry og tilføjer: ”Men lige lidt har det hjulpet. ’Fodbold og Event’ er forsvundet, og det samme er ejeren – en Gert Kristensen. Jeg måtte fortælle drengene, at der ikke bliver en tur. Jeg spurgte, om de kender Stein Bagger. Det gjorde de selvfølgelig. Og så sagde jeg, at det var sådan en type, vi desværre var rendt ind i.”

 

Spies hjælper drengene af sted

Drengene på Rosenhøj Boldklubs U19-hold havde hver betalt knap 5.000 kr. til træningslejren – penge, som blev betroet rejsearrangøren ”Fodbold og Event”. I stedet for at sørge for flybilletter og træningsophold stak ejeren af den internetbaserede rejsearrangør pengene i egen lomme og gik under jorden.

Efter at have sundet sig oven på tabet af de mange penge tyede Rosenhøj Boldklub til deres Facebook-side og bad følgerne om økonomisk støtte til en ny rejse. Det – kombineret med hjælp fra Spies – gør nu, at drengene fra 11- 15. maj kan rejse til Spanien og træne på det sportscentret La Manga Club.

”Da vi hørte om drengenes problemer, kontaktede vi Rosenhøj Boldklub og gik samtidig i gang med at finde en alternativ tur til holdet. I dag hvor man kan bestille sin ferie eller træningsrejse via et hav af mere eller mindre seriøse rejsearrangører og sites med prissammenligninger, er det vigtigere end nogensinde, at man kan stole på sin rejsearrangør. Når f.eks. fodbolddrengene bliver snydt, skader det hele rejsebranchens image og troværdighed – det hverken kan eller vil vi leve med. Man skal kunne stole på sin rejsearrangør. Derfor satte vi os for at hjælpe drengene og vi er rigtig glade for, at det nu er lykkedes,” siger marketingchef Eva Lundgren fra Spies.

På internettet vrimler det med mere eller mindre tvivlsomme rejseudbydere – danske såvel som udenlandske, oplyser Spies.

”Det er vigtigt at vælge sin rejsearrangør med omhu ved f.eks. at undersøge, hvilke oplevelser andre har med den aktuelle udbyder, og hvilken erfaring selskabet har. Det gælder også for træningsrejser. Og vigtigst af alt: udbyderen skal være medlem af Rejsegarantifonden, så pengene er sikret ved f.eks. en konkurs, når man har købt f.eks. både fly og hotel,” siger Eva Lundgren.