Politiet anholder ugentligt urolige flypassagerer

Det var en kraftig mand med bopæl i Sverige, der mandag havde dårlig dag i Københavns Lufthavn. Han var som passager på vej gennem lufthavnens sikkerhedskontrol, da han af uoplyste årsager ombestemte sig – og forlangte sin håndbagage retur.

 

Han kom i så kraftigt skænderi med sikkerhedspersonalet i lufthavnen, at de valgte at tilkalde politiet. Lufthavnens politi prøvede i over ti minutter udenfor Terminal 2 at tale manden til ro, men han forblev tydeligt ophidset og aggressiv overfor de to betjente.
De opgav at tale fornuft til manden, der har bopæl i Sverige, og bad ham i stedet fjerne sig fra lufthavnen.

 

Det blev han endnu mere arrig over, og politiet besluttede at anholde ham så han kunne køle af på politistationen i lufthavnen.
Han modsatte sig kraftigt betjentenes forsøg på at give ham håndjern på og gjorde så megen modstand, at betjentene brugte peberspray for at pacificere manden. Han forsøgte at flygte ind i Terminal 2, hvor de to betjente og to af lufthavnens sikkerhedsfolk fik ham overmandet og tvunget ned på gulvet mens han fik håndjern på. Herefter blev han ført ud til patruljevognen og kørt væk.

 

Bagefter fortalte politiet i Københavns Lufthavn takeoff.dk, at manden i første omgang var blevet kørt til skadestuen for at blive behandlet mod virkningerne af pebersprayen. en han vil efterfølgende blive sigtet for overtrædelse af lufthavnens ordensregulativ.

 

Politiet i lufthavnen siger til takeoff.dk, at det i snit sker en gang om ugen, at man må anholde en passager, der ikke følger anvisningerne og f.eks. bliver voldelig.

 

Optrinet med den store svenske mand blev bl.a. overværet af større gruppe pressefolk, herunder takeoff.dk, der ventede på at komme til åbningen af Emirates nye rute til København.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten