Jubilee Bridge i Singapore. (Foto: Unsplash | CC 1.0)

Populære Singapore-udflugter vender tilbage

Singapore Airlines kan efter COVID-19 atter tilbyde de gratis udflugtspakker til rejsende, der transiterer i Changi-lufthavnen i op til 24 timer. Der er kommet en ny udflugt på programmete.

Singapore Airlines havde før coronapandemien et tilbud om en gratis udflugt i Singapore for stopover-passagerer til Sydøstasien, Autralien og New Zealand.

Tilbuddet, der har været markedsført sammen med Changi Airport Group og Singapore Tourism Board, er netop blevet genoptaget.

Det oplyser Singapore Airlines.

Der tilbydes de tre klassiske udflugter, henholdsvis City Sights Tour, Heritage Tour og Jewel Tour, og herudover er der også blevet plads til en helt ny Changi Precinct Tour, der har særligt fokus på de seværdigheder, der er i den østlige del af østaten omkring Changi-lufthavnen.

Singapore har et areal på blot 728 kvadratkilometer, hvormed østaten er omkring 25 procent større end Bornholm.

80.000 årlige udflugtspassagerer
De gratis udflugter, der har været markedsført siden 1987 varer hver 2,5 time, og hos Singapore Airlines er der glæde over, at de vender tilbage, da det er et af de salgsparametre, der kan få flypassagerer til at vælge flyselskabet på rejser til Australien og New Zealand, hvor mange gerne vil gøre et kort stop undervej

“Som et af verdens bedste flyselskaber og med Changi som hub, er vi forpligtet til at levere enestående service og ekstraordinære oplevelser til vores kunder. De rejsende kan nu igen nemt og bekvemt udforske det bedste af Singapore – fra imponerende arkitektur, kulturarv og kulinariske oplevelser – og samtidig nyde den komfort, der medfølger at flyve med Singapore Airlines,” siger Muhammad Raimi, direktør for Singapore Airlines i Norden.

Før pandemien var omkring 30 procent af passagererne i Changi-lufthavnen transitpassagerer, og i 2019 var der i alt 80.000 passagerer, der benyttede sig af en af de gratis rundture i Singapore.

Singapore Airlines flyver fem gange om ugen mellem København og Singapore i et joint venture-samarbejde med SAS. Selskabet benytter Airbus A350 i en treklasses konfiguration med 253 sæder.

 

Relaterede artikler:

Singapore Airlines fejrede 45 år i CPH

33-årig ny nordisk direktør for Singapore Airlines

Vil gerne have mere Singapore Airlines i København