Med en deltagerbegrænsning på 350 personer indendørs foreslår Epidemikommissionen genåbning med krav om coronapas og mundbind/visir for blandt andet konferencer. Arkivfoto: Jan Aagaard.

Presser på for færre restriktioner

I eftermiddag beslutter Folketingets Epidemiudvalg, hvilke restriktioner der skal videreføres efter 16. januar. Dansk Erhverv og HORESTA presser på for at få ophævet så mange som muligt.

Forud for dagens møder på Christiansborg, har Epidemikommissionen givet sine anbefalinger til, hvilke restriktioner der kan fjernes, og hvilke der bør beholdes. Som udgangspunkt bortfalder de nuværende restriktioner 16. januar til midnat.

Ifølge TV 2’s oplysninger anbefaler Epidemikommissionen, at disse områder genåbnes fra på søndag, den 16. januar: Højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet, udendørs idrætsarrangementer, hvor tilskuere har billetter og sidder ned, zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker og omrejsende tivolier samt museer, kunsthaller og aktivitetscentre.

Derudover indstiller Epidemikommissionen, at følgende genåbner med krav om coronapas og mundbind/visir og desuden en deltagerbegrænsning på 350 personer indendørs: Steder med foredrag og konferencer samt biografer, spillesteder og teatre.

Hvis Epidemikommissionen får sin vilje, vil følgende fortsat holde lukket til og med 31. januar: Natteliv, spillehaller og kasinoer, legelande og badelande, forsamlingshuse og selskabslokaler. Derudover skal serveringssteder fortsat stoppe udskænkning af alkohol klokken 22. Der er desuden et generelt forbud om salg af alkohol fra klokken 23 til klokken 05, skriver TV 2.

Dansk Erhverv: Restriktionerne skal ikke forlænges
I en pressemeddelelse inden dagens møder i Folketinget, skriver Dansk Erhverv blandt andet:

”Det er endnu uvist, hvad der skal ske med de restriktioner, som står til at udløbe mandag den 17. januar. Folketingets sundhedsordførere mødes onsdag formiddag, og det er helt nødvendigt, at det nu bliver meldt ud, at restriktionerne bliver hævet samtidig med, at der bliver lagt en plan for yderligere lempelser hen over de næste måneder.”

I pressemeddelelsen siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv: ”Erhvervslivet har svært ved at leve med den uvished, som forløbet omkring restriktioner giver. Tager vi for eksempel kulturlivet, så aner man ikke, om man kan slå dørene op på mandag eller ej.”

Brian Mikkelsen tilføjer: ”Det er absolut på høje tid at se på det længerevarende perspektiv. Restauranter, natteliv, feriearrangører og mange andre har brug for klarhed, så de kan indrette driften derefter. Coronaen har efterhånden været her i to år. Vi har lukket og åbnet igen og igen til stor skade for erhvervslivet. Nu må og skal vi videre. Der er behov for forudsigelighed og tryghed nu.”

HORESTA efterlyser udfasning af alle coronarestriktioner
HORESTA, hotel-, restaurant- og turisterhvervets organisation, opfordrer i pressemeddelelse til, at der fra på mandag igen genåbnes for nogle af de tvangslukkede virksomheder, og at der samtidig bliver skruet ned for antallet af restriktioner på restauranterne

HORESTA’s nye administrerende direktør, Jannick Nytoft, siger i pressemeddelelsen: ”Det er positivt, at både regeringen og flere partier i Folketinget er klar til at lempe på de nuværende restriktioner, for eksempel i kulturlivet. Vi opfordrer til, at man også kigger på de restriktioner, som har fjernet en stor del af forretningsgrundlaget i vores erhverv.”

HORESTA opfordrer til, at der fra på mandag igen bliver åbnet op for mange af de tvangslukkede virksomheder, og at der samtidig bliver skruet ned for antallet af restriktioner på restauranterne. Desuden at der bliver lavet en plan for udfasning af alle øvrige restriktioner.

”Restriktionerne på restauranterne er så omfattende, at hver fjerde virksomhed har valgt frivilligt at lukke midlertidigt for at begrænse tabet. Branchen vil få et helt andet forretningsgrundlag, hvis man for eksempel droppede arealkravet eller udvidede åbningstiden. Det må kunne lade sig gøre nu, hvor kendskabet til omikron trods alt er langt større, end det var i december”, siger Jannick Nytoft.

Afgørende for messe- og konferencecentre at vide, hvornår de kan genåbne
HORESTA skriver videre: ”For store dele af erhvervet er det helt afgørende med en horisont, hvis man ikke kan åbne fra på mandag.

Særligt for messe- og konferencecentre er det afgørende at vide, hvornår de kan slå dørene op. Det skyldes, at de har lange bookinghorisonter og uden en udmelding vil miste store dele af bookingerne i deres højsæson, februar og marts. Det samme gør sig gældende for blandt andet feriecentre med bade- og legelande, der har brug for klarhed omkring vinterferien.”

Relaterede artikler:

90 procent kompensation ved frivillig lukning

Brancheforeninger: Restriktioner vil ramme hårdt

Folketinget genåbner generelle hjælpepakker

”Nu skal jeg gennem en læreproces hos HORESTA”