
Sune K. Jensen.
TURISME: De første fem måneder af 2017 resulterede i en fremgang på én pct. for dansk turisme på antallet af udenlandske overnatninger. I samme periode oplevede Sverige en stigning i antallet af udenlandske overnatninger på fire pct. godt hjulpet på vej af en billigere svensk krone.
“Udviklingen understreger, at turisterne er meget prisbevidste. Det høje prisniveau i Danmark betyder, at vi skal levere førsteklasses oplevelser, ellers oplever turisterne ikke, at de får value-for-money, og så går turen desværre et andet sted hen,” siger fagleder Sune K. Jensen fra Dansk Industri.
Det var især tyskerne, som svigtede i årets første fem måneder og tegnede sig for et fald på tre pct. i antallet af overnatninger sammenlignet med samme periode sidste år.
¨Der investeres i disse år massivt i nye hoteller, feriecentre og lignende langs den tyske østersø- og nordsøkyst – ikke mindst i Slesvig-Holsten. Delstatsregeringen i Slesvig-Holsten arbejder målrettet på at vinde nogle af de tyske turister, som de tidligere har tabt til deres nabo delstat, Mecklenburg-Vorpommern.
”Kampen om de tyske turisters gunst vil blive skærpet i de kommende år, og det er derfor afgørende, at vi fortsætter med både at investere i og udvikle vores produkter til turisterne, ligesom vi skal fastholde vores markedsføring målrettet de tyske turister, hvis de næste år skal vælge Danmark som feriemål”, siger Sune K. Jensen.

STANDBY.DK Nyt om rejser

