LUFTFART: Også danske flyselskaber kender til uregerlige passagerer. Der kan sikkerhedslandes for at sætte en sådan af – eller flyselskabet kan nægte at tage vedkommende med på hjemturen.
Sidste år var der på verdensplan 7,2 milliarder flypassagerer – med så mange skal det selvfølgelig gå galt for nogle, der f.eks. ikke kan styre indtagelsen af alkohol.
Der går sjældent en uge uden historier i medierne om, at et fly er sikkerhedslandet i en lufthavn på vej mod destinationen for at sætte en eller flere meget fulde og aggressive passagerer af.
Kabinebesætningen er trænet i at håndtere uregerlige passagerer, men i meget grelle tilfælde kan flyets kaptajn vurdere, at den berusede passager er til fare for medpassagerer og besætningen – og sikkerhedslande for at overgive passageren til politiet.
Problemet er også kendt af danske flyselskaber, viser en rundringning, standby.dk har foretaget. Pressechef i Nordens største charterflyselskab, Thomas Cook Airlines, Torben Andersen, siger: ”Vi har ca. 1,3 mio. passagerer om året, men der er desværre nogle ganske få, der ikke kan styre sig. Bliver de f.eks. voldelige ombord mod charterdestinationen, kan vi meddele dem, at de ikke kommer med os hjem. Det sker et par gange om året.”
Samme melding kommer fra Birthe Madsen, chef for Business Development & Organization i Danmarks største flyselskab, Jet Time. Jet Time er et business-to-business, B2B, flyselskab uden egne ruter, men flyver udelukkende som underleverandør for f.eks. charterrejsebureauer, SAS, British Airways eller ad hoc-charter.
Birthe Madsen sagde i går til standby.dk: ”Når vi, ganske sjældent, har uregerlige passagerer, vurderer flyets kaptajn, hvor grelt det har været og skriver rapport til Jet Times sikkerhedsansvarlige. Vores security manager laver så sin vurdering og kontakter det selskab, vi har fløjet for.
Har der f.eks. været tale om en truende adfærd fra passageren, kan vi oplyse, at vi ikke ønsker at flyve personen hjem fra f.eks. en charterferie. Vi har nogle få tilfælde af meget uregerlige passagerer om året – det skal holdes op mod, at Jet Time har pænt over en mio. passagerer om året.”
Omvendt siger medejer af og adm. direktør for Danish Air Transport, Jesper Rungholm: ”Nej, så vidt jeg husker har vi ikke haft sager, hvor passagerer ikke opfører sig ordentligt og skulle afhentes af politiet.”
DAT flyver årligt med ca. 1,5 mio. passagerer.
Samme melding kommer fra kommerciel direktør i danske Sun-Air, Kristian Tvergaard: ”Et sådant problem har vi aldrig haft.”
Sun-Air, der i 20 år har fløjet som franchise-partner for British Airways, har ca. 210.000 passagerer om året.