Prøv med den gode vilje

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: Betyder 135 kr. noget for en hel bus som en ny afgift i Københavns Lufthavn? Under normale omstændigheder intet som helst. Men krydstogtselskaberne presser incomingoperatører til det yderste, som igen presser vognmændene. Det er den gode vilje, det kommer an på, hvis vi skal redde vores krydstogtturisme.

Af Ejvind Olesen

København ligger hvor den nu engang ligger. Det skal vi være glade for, når man tænker på turisme. En stor international lufthavn og en attraktiv havn. Begge lukrerer på den geografiske beliggenhed. Og gør det godt.

Til gengæld skal både byen København (med håbløse til- og frakørsels forhold i havneområdet og en by gravet op) vise den gode vilje, ligesom havnen og lufthavnen skal gøre det. Og måske ikke lige se en ny indtægt forude, men skabe endnu bedre konkurrencebetingelser – også på priserne.

Der har i den forløbne uge været meget blæst om den ny afgift for busser, som får bedre betingelser for af-og pålæsning fra april næste år i lufthavnen for 135 kr. pr. bus. Det er næppe særligt klogt at indføre en sådan afgift mod til gengæld at lægge endnu et plus til det serviceniveau, som lufthavnen allerede har.

Når det så er sagt, er den egentlig synder krydstogtselskaberne. De er stort set alle helt urimelige i den måde, de presser priserne for transfer og udflugter, som de derefter tredobler i salg til passagererne.

Incomingbureauerne skal blot for at få en marginal fortjeneste presse busselskaberne voldsomt, hvilket resulterer i, at vi ser en masse busser fra Jylland og den sjællandske provins. Nogle tager opgaverne på vej hjem fra udlandet med en gruppe til København, ellers hænger det slet ikke sammen.

De kommer fra Udkantsdanmark, hvor man ikke kender til den slags afgifter i Billund eller Aalborg. Ja, hvor der endda som i Aalborg er gratis parkeringspladser, også for privatbiler.

Hvis der er 50 passagerer i bussen, er det 2,70 kr. for hver. Det klarer de nok. Det er bare signalet, der er uheldigt. Skal vi holde vores turisme i København på det nuværende niveau og helst vokse, skal vi løfte i flok. Fra lufthavn, havn, trafikselskaber, hoteller og krydstogtselskaber.

Prøv igen med den gode vilje.