’Put bacon på, så køber danskerne mere’

VisitDenmarks formand, Jens Wittrup Willumsen, på podiet under Horesta-konferencen.

VisitDenmarks formand, Jens Wittrup Willumsen, på podiet under Horesta-konferencen.

Mange kendte navne gav bud på hvordan, man lykkes i erhvervslivet, da Horesta i går havde konference med overskriften: ’How to Succeed’.

Der var mange kloge ord og indlæg under sammenkomsten på Radisson Scandinavia-hotellet i går som havde næsten 200 tilmeldte. En af de første på podiet var adm. direktør Georg Sørensen fra Messecenter Herning. Han fortalte om arbejdet gennem årene med at gøre messecentret større ved at gøre dets muligheder bedre. Der er nu kommet motorvej til Herning ligesom MCH har fået sin multiarena, Boxen, der igen har resulteret i flere besøgende.

McDonald’s i Danmark er flere år i træk kåret som Danmarks bedste arbejdsplads. Den adm. direktør, australske Stephen Shillington, fortalte om sit arbejde med at gøre fastfood-kæden bedre i Danmark. Bl.a. ved at gøre om med myterne om McDonalds – at der bruges hestekød i burgerne og svinefedt i isen osv.

”Når folk sagde disse ting, gik det vores medarbejdere på. Vi tog derfor fat på myterne, en efter en, og lavede kampagne, også i form af annoncering, hvor vi klart kunne bevise, at påstandene simpelthen ikke passede. Dermed havde vores ansatte argumenterne klar, når de hørte disse, forkerte påstande,” sagde han. McDonald’s har foreløbig 89 spisesteder i Danmark, betjener i snit 160.000 gæster hver dag (i øvrigt flest 1. Nytårsdag) og har 4.200 medarbejdere.

”Vi arbejder meget med vores medarbejdere, at gøre dem stolte over at være ansat hos os. Glade medarbejdere betyder glade kunder, glade kunder kommer igen, det øger omsætningen og giver en glad direktør,” sagde Stephen Shillington og fortalte om et af fast food-kædens salgstricks i Danmark: ”Danskere elsker bacon – så hvis en ny burger-type ikke sælger godt nok, så tilføjer vi bare muligheden for at få bacon på den, så stiger salget.”

Den adm. direktør for succes-restauranten NoMa (Nordisk Mad), Peter Kreiner, fortalte i sit indlæg, hvor Noma i sine ti år har udviklet sig fra at være lille arbejdsplads med syv ansatte til nu at have 55 – og to Michelin-stjerner og konstant ventetid på at få et bord på den lille restaurant med plads til blot 45 gæster.

”Selv om vi to gange er kåret som verdens bedste restaurant, så tror vi ikke, at vi er verdens bedste restaurant, eller den næstbedste osv. Fordi begynder man at tro på det, så falder ens standard. Det kan ikke leve med, for det drejer sig om at give gæsterne en unik oplevelse,” sagde Peter Kreiner og tilføjede, at fordi kapaciteten er så lille, må man sige nej til mange forespørgsler. ”Det gør vi også til internationale berømtheder, når de er i byen – og det er tit personer, som ikke er vant til at få et nej,” sagde Nomas direktør.

Tivolis direktør, Lars Liebst, fortalte om sit arbejde med lave en turn aorund af Tivoli, da han kom til i 1996. ”Der var en usund ledelseskultur,” sagde han og berettede om at engagere havens medarbejdere og få dem til at synes godt om havens to nye sæsoner, først Jul i Tivoli, så Halloween. Samlet har disse to ekstra åbningsperioder givet 1,2 millioner ekstra besøgende om året.

Sidste mand på podiet var Jens Wittrup Willumsen, der bl.a. er formand for VisitDenmark. Han efterlyste flere penge til at markedsføre Danmark, ikke mindst på det vigtige tyske marked. Uden penge til markedsføring og pr bliver man usynlig, sagde han.

Jens Wittrup Willumsen fortalte, hvor vigtigt samarbejdet er med det danske turisterhverv, bl.a. feriehusudlejerne. Her vil VisitDenmark næste år lave stor, fælles kampagne i Tyskland for at tiltrække nogle af de tyske turister, som ellers holder ferie hjemme.

”Hver gang vi investerer én krone i markedsføring, kommer pengene 16 gange igen, viser undersøgelserne,” lød det bl.a. fra Jens Wittrup Willumsen.