Qatar Airways bliver hotelejer i Heathrow

Sheraton Skyline London Heathrow HotelFLYSELSKABER: Qatar Airways vil også ind i hotelbranchen og har i første omgang købt Sheraton Skyline-hotellet ved London Heathrow. Qatar Holding ejer 20 pct. af selve Heathrow lufthavn, hvor Qatar Airways’ koncernchef er i bestyrelsen.

Starwood, Sheratons moderselskab, skal stadig drive Sheraton Skyline London Heathrow. Dog får det 4-stjernede hotel med 350 værelser udvidet sit navn til at hedde Oryx Sheraton Skyline London Heathrow. Oryx er antilope-arten, der er afbildet på Qatar Airways’ haleror.

Sheraton Skyline-hotellet er det første hotel, Qatar Airways køber uden for Qatar, hvor Oneworld-medlemmet ejer det 5-stjernede Oryx Rotana Hotel i hovedstaden Doha samt det nye Hamad International Airport Hotel.

Ifølge flere medier har Qatar Airlines planer om flere hotelkøb i bl.a. Storbritannien og Nordamerika.

London Heathrow er med sine over 73 mio. passagerer Europas største og investeringsselskabet Qatar Holding ejer 20 pct. af lufthavnen – i bestyrelsen for Heathrow sidder bl.a. Qatar Airways’ koncernchef, Akbar Al Baker.

Qatar Airways har for nylig købt knap 10 pct. af IAG, moderselskab for bl.a. British Airways og spanske Iberia.