Qatar Airways øger måske i København

LUFTFART: Intet er bekræftet, men troværdige kilder siger, at Qatar Airways næste år kan få sin tredje daglige B787 Dreamliner til København. Dermed vil det i flysæder på København overhale konkurrenten Emirates.

Der går godt for Qatar Airways i Norden med nu seks daglige afgange. Siden Oneworld-medlemmet i marts 2010 åbnede fra Qatars hovedstad, Doha, til København med en Airbus A319 med plads til 110 passagerer og fløjet fire gange om ugen, er det kun gået en vej: fremad.

Ruten har løbende fået stadig større fly, og fra efteråret 2015 begyndte Qatar Airways at betjene Doha-København to gange om dagen med en Boeing B787 Dreamliner med plads til 22 på business og 232 på economy.

Nu siger troværdige forlydender, at Qatar Airways fra starten af næste år vil indsætte en tredje daglig Dreamliner på København. Men det understreges, at intet er bekræftet.

Standby.dk erfarer, at Qatar Airways uforpligtende har luftet muligheden for en eventuel tredje daglig afgang for nogle af sine største kunder blandt danske rejsebureauer og store firmakunder.

Bliver en tredje daglig afgang fra København en realitet, vil Qatar Airways udbyde tæt på 93.000 årlige flysæder mellem Doha og København. Og med 718 sæder på tre daglige flyvninger overhaler Qatar Airways konkurrenten Emirates, der har 615 på sin enlige daglige rute fra Dubai til København – fløjet med dobbeltdækkeren Airbus A380.

Hjemmesiden Flybranchen.dk spurgte forleden Qatar Airways om rigtigheden af rygtet om et tredje dagligt fly til København og fik dette svar via flyselskabets PR-bureau, der bl.a. skrev: “Det nordiske marked er vigtigt for Qatar Airways, og selv om der ikke er officiel bekræftelse af yderligere flyvninger fra København på nuværende tidspunkt, holder vi omhyggeligt øje med markedet.”

Qatar Airways flyver i forvejen to gange om dagen til Stockholm med en Dreamliner samt en gang dagligt til Oslo. Selskabets nyeste nordiske rute er til Helsinki, der betjenes fra næste måned også dagligt af en Dreamliner.

Dermed har Qatar Airways seks daglige Dreamliners med over 1.500 flysæder til og fra Norden.