Qatar Airways på opkøb i Sydamerika

LATAM_Airlines_GroupLUFTFART: Qatars flyselskab vil for milliardbeløb købe 10 pct. af Latinamerikas største luftfartsgruppe.

Qatar Airways, der i forvejen ejer 15 pct. af IAG, som bl.a. er moderselskab for British Airways, vil investere lidt over fire milliarder kr. i at købe 10 pct. af aktierne i LATAM Airlines Group.

LATAM, der har hovedkvarter i Chile, har flyselskaber i en række latinamerikanske lande – både LATAM og Qatar Airways er medlem af Oneworld-alliancen.

Nyheden blev leveret i går på det store Farnborough International Air Show i England af de to flyselskabers koncernchefer, Qatar Airways Akbar Al Baker og Enrique Cueto fra LATAM.

”Qatar Airways’ investering i LATAM vil støtte vores fremtidsplaner. Den vil styrke vores finansielle position og bl.a. give os mulighed for at åbne nye ruter til f.eks. Asien og Mellemøsten,” sagde Enrique Cueto på pressemødet.