Qatar Airways tilbage i Burma

Qatar Airways fortsætter med at åbne nye destinationer på samlebånd. Senest er Rangoon blevet selskabets 10. destination i Sydøstasien – og selskabets 119. i verden. Qatar Airways stoppede med at flyve til Rangoon i 2008.

 

Men militærdiktaturet i Burma er siden 2010 kommet i et lidt pænere lys i verdenssamfundet, efter det løslod borgerrettighedsforkæmperen og vinderen af Nobels Fredspris, Aung San Suu Kyi, fra husarrest gennem 15 år. Hun kan i dag atter rejse ind og ud af landet, ligesom hun er medlem af landets parlament.

 

”Det føles meget specielt, at vi atter begynder at flyve til en by og et land, som har et enormt potentiale og vækst, både som turistdestination og centrum for erhvervslivet i ASEAN-regionen. Burma er et land med rige naturressourcer og tæt på nogle af verdens mest dynamiske økonomier (Indien og Kina, red),” siger Qatar Airways’ koncernchef, Akbar Al Baker.

 

I år har Qatar Airways åbnet nye ruter til Baku (Aserbajdsjan), Tbilisi (Georgien), Zagreb (Kroatien), Kigali (Rwanda), Erbil og Bagdad (Irak), Perth (Australien) og Kilimanjaro (Tanzania). Inden for den nærmeste fremtid vil selskabet åbne ruter til Maputo (Mozambique), Gassim (Saudi-Arabien) og Najaf (Irak).

 

Qatar Airways har 111 fly og et globalt netværk med 119 destinationer. Flyselskabet har bestilt over 250 fly til en værdi på mere end 50 milliarder dollar.

Skrevet af redaktionen