Qatar køber 50 pct. af Amex

forretningsrejsendeERHVERVSREJSEBUREAUER: For 900 mio. dollars køber Qatar Investment halvdelen af det store erhvervsrejsebureau, American Express Business Travel. Dansk ekspert vurderer, at investeringen ikke får betydning i den daglige drift.

Qatar Investment Authority har for 900 mio. dollars købt 50 pct. af nyt fælles investeringsselskab, som Amex har de øvrige 50 pct. af. Samarbejdet gælder Amex’ Global Business Travel division, GBT.

Forretningsenheden vil også fremover operere under varemærket American Express Global Business Travel.

”Det er så vidt vi ved den hidtil største investering i et rejsebureau, investeringen vil give os mulighed for at vokse yderligere,” hedder det fra Amex som tilføjer, at det er det største erhvervsrejsebureau på verdensplan.

Amex’ GBT har over 14.000 ansatte og rejsebureauer i mere end 139 lande verden over som årligt bruger over 19 milliarder dollars på erhvervsrejser.

Det var i går ikke muligt at få kommentar fra direktøren hos Amex i Danmark, men rejsebrancheanalytiker Ole Egholm sagde til standby.dk: ”Som jeg forstår det omfatter handlen hele forretningsrejsebureaudelen, og dermed også den danske del af Amex. Jeg tror ikke købet får betydning for f.eks. Amex i Danmark,” siger Ole Egholm og tilføjer i spøg: ”Spørgsmålet er om Amex fremover skal hedde QAMEX.”