Turisterhvervet, herunder hoteller, restauranter, kongrescentre og eventsteder, kan måske allerede tirsdag se et udspil fra regeringen til at hjælpe dem gennem problemerne med coronafrygten.
Horesta, der omfatter 1.800 medlemsvirksomheder i det danske hotel-, restaurant- og turisterhverv, er meget tilfreds med, at regeringen er parat med en hjælpepakke, der skal afbøde effekten af corona-virussen.
Sådan lyder meldingen fra Horesta efter mandagens møde i statsministeriet med ét punkt på dagsordenen: hurtig hjælp til blandt andet turisme-, transport- og oplevelsesbranchen. Eneste punkt på mødet med repræsentanter fra erhvervslivet og fagbevægelsen i Statsministeriet var, hvordan coronavirussen rammer dansk økonomi og arbejdsmarkedet.
Støtten kan allerede blive foreløbig præsenteret tirsdag og kan omfatte kompensation i form af udskudt skatte- eller momsbetalinger til de brancher, der i første omgang står til at blive hårdest ramt.
I en pressemeddelelse skriver Horesta mandag eftermiddag: Regeringen vil inden for meget kort tid komme med initiativer som vil understøtte virksomhedernes likviditet, ligesom der arbejdes med en kompensationsmodel til de virksomheder, som rammes hårdest, for eksempel turisme- og oplevelseserhvervet.
Statsminister Mette Frederiksen gjorde mandag meget klart, at regeringen er helt opmærksom på, at turisterhvervet, herunder hoteller, restauranter, kongrescentre og eventsteder, er blandt de virksomheder, som er hårdest ramt, noterer Horesta, der deltog i mandagens møde i statsministeriet.
Mange Horesta-medlemmer modtager annulleringer af bookinger i stort antal, ligesom de fremtidige bookinger udebliver. Det har store økonomiske konsekvenser og kan for mange af virksomhederne medføre, at de må afskedige medarbejdere, oplyser Horesta.
Helt afgørende med en hurtig og effektiv reaktion
”Det er helt afgørende med en hurtig og effektiv reaktion i den aktuelle situation. Indtil nu har regeringen meget naturligt koncentreret kræfterne om den sundhedsmæssige vinkel.
Virksomhederne i turisme- og oplevelseserhvervet står imidlertid i en meget akut situation. Vi er derfor meget tilfredse med, at regeringen viser handlekraft med initiativer, som kan hjælpe vores virksomheder. De har brug for al den hjælp, de kan få. Hurtigt,” siger Katia K. Østergaard, administrerende direktør i Horesta, i en pressemeddelelse.
De første tiltag kan komme allerede tirsdag, lød det mandag eftermiddag efter møder med arbejdsmarkedets parter, skriver Finans.dk
”Vi håber at kunne præsentere noget i løbet af det næste døgn,” sagde Mette Frederiksen på et pressemøde i Statsministeriet.
Konkret peger statsministeren på, at regeringen overvejer kompensation i form af udskudt skatte- eller momsbetalinger til de brancher, der i første omgang står til at blive hårdest ramt. Det drejer sig ifølge regeringen især om turisme-, transport- og oplevelsesbranchen.
”Jeg håber på bred politisk opbakning, og at Folketinget kan reagere hurtigt i denne situation,” sagde statsministeren og tilføjede:
”Der er ikke grund til panik – men til alvor.”
Relaterede artikler:
Horesta klar med ønsker til hjælpepakke fra ministre