Regeringsindgreb mod flystrejke

Ifølge The Times er Brown yderst bekymret over udsigten til de 12 dages strejke, som skal starte 22. december og griber ind i næsten en million rejsendes juleplaner.

 

“Vi er enige om, at begge parter i striden er nødt til at kaste blikket udad i stedet for indad i konflikten og også tage hensyn til de mange kunder, der bliver berørt, såvel som deres eget firmas overlevelse”, siger premierministeren.

 

British Airways ledelse skal møde i retten i dag kl 14 GMT for at gøre forsøg på at få strejken kendt ulovlig, men iagttagere regner ikke med, at en retskendelse vil tvinge kabinepersonalet på arbejde efter den 22. december.

 

Flyselskabets topchef Willie Walsh har som sin første offentlige reaktion på strejketruslen fra fagforeningen Unite sagt, at ledelsen vurderer ’alle operative, juridiske og brancherelaterede’ muligheder for at undgå strejken og mindske følgerne, skriver epn.dk.

 

Godt 92% af de 14.000 kabineansatte i selskabet besluttede ved en urafstemning at støtte fagforeningens oplæg til en 12 dages strejke med start 22. december. De er utilfredse med ledelsens spareplaner, som er søgt gennemført uden kontakt med fagforeningens repræsentanter. De omfatter både afskedigelser og reduktion i personaletallet ombord på flere flyvninger samt fastfrysning af lønnen i to år.

 

Willie Walsh fastslår, at han er indstillet på at gå rettens vej for at få kendt de varslede arbejdsnedlæggelser ugyldige og dermed undgå den aktion, som kan være altødelæggende for det i forvejen hårdt ramte flyselskab.

Skrevet af Flemming Juul