AKTUEL KOMMENTAR: Danmark vil ikke betale andre EU-landes gæld, siger statsministeren – men danske rejsebureauer skal betale andre bureauers gæld, lyder omfattende kritik fra rejsearrangør.
Af Thomas Frese Carlsen, stifter, medejer og administrerende direktør af Höjskolendk.dk
Statsminister Mette Frederiksen udtalte torsdag den 23. april ”fra dansk side vil vi gerne være solidariske med andre EU-lande, men vi vil ikke betale for andres landes gæld.”
Den udtalelse undrer hele den danske rejsebranche sig kraftigt over, da det netop er den model, vi er påtvunget fra regeringens side.
En såkaldt ”støttepakke,” der i virkeligheden er et kollektivt solidaritetslån til hele rejsebranchen, hvor alle hæfter for alles gæld.
For at gøre slemt værre, så er alle medlemmer af Rejsegarantifonden påtvunget dette fælleslån, uanset om man gør brug af lånet eller ej. Lånets endelige størrelse er uvist, og mange rejsebureauer ender med at betale langt mere end dobbelt så meget tilbage, end de reelt låner. Det får pludseligt de mest griske kviklån til at se attraktive ud.
Vi skal betale, men kan ikke få én krone
Vi i Höjskolendk.dk er – sammen med mange andre rejsebureauer – i den absurde og uholdbare situation, at vi ikke kan få en krone ud af det kollektive lån i Rejsegarantifonden, da vi ingen aflyste og annullerede rejser havde og kun havde ”afbrudte” rejser.
Vi skal dog stadig alle betale af på lånet de næste seks år. For vores vedkommende formentlig i omegnen af 500.000-1,5 millioner kroner. Det er grotesk, absurd og dybt frustrerende for en lille passionsdrevet virksomhed som vores.
Fælles hæftelse er både konkurrenceforvridende og dybt unfair og ingen anden branche har nogensinde været udsat for lignende tiltag. Det er kort sagt katastrofalt.
Tallene er dystre
Ifølge mine oplysninger omsætter rejsebranchen årligt for cirka 30 milliarder kroner og beskæftiger cirka 4.500 mennesker og det er en regulær katastrofe, hvis bare 50 procent af rejsebureauerne går konkurs. Hvilket absolut ikke er usandsynligt i skrivende stund.
Ifølge administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, har Danmarks Rejsebureau Forening lavet en undersøgelse blandt foreningens 110 medlemmer, for at finde ud af, hvor slemt det står til. 54 rejsebureauer ud af 65 svarer, at de får store problemer med at kunne betale det kollektive solidaritetslån tilbage.
En anden undersøgelse viser, at knap 80 procent af rejsebureauerne allerede har eller får store likviditetsproblemer indenfor én til fire måneder. Det ligner en konkursbølge, der i sidste ende – grundet det kollektive solidaritetslån – blot bringer endnu flere rejsebureauer til konkurs. Og så ruller snebolden ned af bjerget og den bliver svær, hvis ikke umulig, at standse.
Danske rejsebureauer flytter til udlandet
Lige nu omfatter ordningen kun afrejser frem til 13. april 2020, men verden er fortsat lukket og Udenrigsministeriet fraråder alle unødige rejser og rejsebranchen hæfter derfor selv for alle rejse fra 14. april 2020 og fremefter.
Hvis ikke den såkaldte ”støtteordning” ændres til en reel støtte – og uden kollektiv hæftelse på et påtvunget lån, vil vi se rigtigt mange konkurser, også blandt de ellers velpolstrede og store rejsebureauer.
Vi vil se at rejsebureauerne flytter til udlandet for at drive deres virksomheder derfra, hvor reglerne er mindre restriktive og vi kommer til at se flere udenlandske spillere på det danske rejsemarked, der ikke opererer under pakkerejsedirektivet og et tvunget medlemskab af Rejsegarantifonden.
Vi mister en masse danskejede virksomheder og tusinder af danske arbejdspladser, og på sigt kommer vores kunder til at skulle købe deres ferier uden den unikke forbrugerbeskyttelse som de danske rejsebureauer giver dem i dag.
Her er løsningsforslagene:
Giv rejsebureaubranchen reel støtte til at refundere vores kunders rejse
Drop solidaritetslånet med kollektiv hæftelse og lav statsgaranterede individuelle lån
Ordningen skal også omfatte delvist afholdte rejser/afbrudte rejser (dækning ved evakuering)
Forlæng støtteperioden til verden igen åbner for rejser
Giv rejsebureauerne støtte til dækning af faste omkostninger på lige fod med frisører, da de lukkede grænser reelt er at ligestille med en tvangslukning.
Relaterede artikler:
Prognose: 500 danske rejsebureauer på vej mod lukning
Forstå rejsebranchens problem på to minutter
Rejsebureaudirektør: Regeringens ”støttepakke” er aktiv dødshjælp