Rejsebranchens topkvinder i fint selskab

Arp-Hansens koncernchef, Dorte Krak,.

PEOPLE: Forleden præsenterede Berlingske i et magasin Top 100 blandt danske erhvervskvinder. Heraf tre kendte navne fra rejsebranchen.

I kvindernes top liste fandt vi tre fra rejsebranchen. Ved lejlighed kan vi her på standby.dk finde mange flere.

De tre i magasinet er koncernchef Dorte Krak fra Arp-Hansen hotellerne, indehaver og direktør Susanne Hessellund fra helikopterfirmaet Bel Air Aviation samt bestyrelsesformand og ejer af 5-stjernede Hotel d’Angleterre i København, Else Marie Remmen.

”Samlet set indeholder fortællingerne både med- og modgang. Sådan skal det være. Det må bare ikke være kønnet, der afgør om man når til tops,” skriver erhvervsredaktør Peter Suppli Benson i Berlingske.

Listen med top 100 tæller blandt andet navne som Danmarks første kvindelige statsminister Helle Thorning-Schmidt, Danmarks første kvindelige nationalbankdirektør, Bodil Nyboe Andersen, første kvindelige biskop, Lise-Lotte Rebel, fhv. koncernchef Stine Bosse, general Lone Træholt, Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, LO-formand Lizette Risgaard, Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, professor i nationaløkonomi Nina Smith, Danmark Radios generalsekretær, juristen Maria Rørbye Rønn, og EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

De tre fra rejsebranchen er i fint selskab blandt forhenværende (nu i diverse bestyrelser), aktive politikere og erhvervskvinder.

Ingen uld i mund

Hvorfor er koncernchef Dorte Krak fra Arp-Hansen med? Det har standby.dk spurgt en god bekendt om, adm. direktør for Ruths Hotel i Skagen, Peter Christian Jensen (som i sin ’fritid’ også er pilot i JetTime) og som har Dorte Krak i sin bestyrelse.

Han sparer ikke på sin anerkendelse: ”Keep it simple, er typisk for hende. Tænk logisk. Hun har ikke en direktionssekretær eller assistent i det daglige. Der er ikke andre end hende selv til at styre sin lille Maryland, der er let tilgængeligt og overskueligt. Der er ikke noget uld i munden. Hun er konkret og kontant. Hendes regnskabsindsigt er imponerende. Hun kan gennemskue tal uden at støtte sig til en lommeregner. Gammeldags hovedregning i de store termer.

Hendes store styrke er flid, tale pænt til andre, ordholdende, stor brancheindsigt og simpelthen et ordentligt menneske,” siger han til standby.dk

Susanne Hessellund.

Ud i Europa med Bel Air

Susanne Hessellund, ejer, pilot og adm. direktør af Bel Air Aviation har været igennem en turbulent tid, som nok kan tage pippet fra de fleste. Men ikke fra 48-årige Susanne – mor til seks.

Helt uventet mistede helikopterfirmaet med et varsel på blot 14 dage langt den største del af produktionen, da DONG og Maersk valgte en anden løsning på transport fra fastlandet til olieplatformene i Nordsøen.

Standby.dk fangede Susanne på ferie på Bali med alle seks børn på rundrejse. ’En fantastisk oplevelse’, er hendes første bemærkning.

Og hun har bevaret sin ukuelige optimisme. ”Jeg ser det her som vi er kommet back to basic, start up igen. Vi er i gang med en række spændende projekter. Vi er 54 medarbejdere og har fem Augusta Westland-helikoptere. Vi startede i Holland i år og forventer at starte baser i en række europæiske lande. Blandt andet udfører vi vedligehold for eksterne kunder og er inde i en palet af muligheder med et fantastisk hold af medarbejdere.

Vi er alle gået 10 procent ned i løn og jeg er selv gået i spidsen med 20 procent. Nu er det bare en vej – og det er fremad,” slutter hun.

Else Marie Remmen.

Udsigten fra Hotel d’Angleterre

Formanden for Remmen Fonden, der ejer fornemme 5-stjernede Hotel d’Angleterre i København, Else Marie Remmen, har sin store andel i, at hotellet fremstår så fint og nænsomt renoveret i dag. Hist og her har det været nødvendigt at skære hårdt igennem. Nu gælder det driften.

”Vi har som de fleste af vore kolleger i hotelbranchen haft en flot sæson, også i sommerens højsæson, takket være krydstogtgæster. De gæster er hos os primært til suiter. Vi har stort set ikke haft et værelse ledigt siden maj,” siger hun fra sit domicil i Monaco til standby.dk

”Ja, det forfærdelige rod på Kongens Nytorv trækker ud. Den seneste melding går nu på, at det hele skal være overstået i løbet af 2019, men to år endnu skal vi lide med udsigten. Det glædelige er dog, at det ikke har kostet os kunder, som vi frygtede. Jeg er i rollen som formand hjemme og tager del i ledelsen engang hver sjette uge og glæder mig over fine bookinger.

Og så er vi i øvrigt klar til at tænde vores kendte facade julebelysning fredag 24. november, hvad enten der er udsigt til afspærringer og stilladser eller ej,” slutter hun.