Rejsebureauagent var direktør for en dag

Sophie Hulgard er til daglig adm. direktør for CWT – i går havde hun for en enkelt dag overladt direktørstolen til 28-årige Christian Bjerre.

28-årige Christian Bjerre overtog i går – for en enkelt dag – direktørstolen i Danmarks største erhvervsrejsebureau, CWT.

Det var tredje gang, CWT havde opfordret sine ansatte til at søge stillingen som øverste chef, så den udvalgte bl.a. kunne få indblik i, hvad der sker i rejsebureauets direktion.

Christian Bjerre er til daglig project manager hos CWT – og det var hans afdelingschef, der havde opfordret ham til at søge udfordringen, fortalte han til takeoff.dk ved leverandørarrangementet hos CWT med over 100 gæster. Christian Bjerre kom for tre år siden til CWT fra Via Travel.

Under tirsdagen blev CWTs normale adm. direktør, Sophie Hulgard, parkeret udenfor CWTs hovedkontor i Danmark, og tilbragte dagen hos selskabets udstationerede medarbejdere hos FLSmidth i Valby.

I alt har CWT 32 udstationerede medarbejdere hos syv af selskabets store kunder, udover FLSmidth bl.a. også alarmcentralen SOS International samt i Folketinget.

Under sin usædvanlige arbejdsdag havde Christian Bjerre bl.a. en telefonsamtale med CWTs nordiske chef, var med til kundemøde med adm. direktør for SOS International, Bo Uggerhøj, ligesom han deltog i andre møder hos CWT, herunder med erhvervsrejsebureauets lederteam.

Christian Bjerre fortalte, at han havde nydt dagen og var klar til at træde til igen… Og han fik bl.a. også rost Sophie Hulgards personlige assistent for at have bragt ham kaffe…

15 af CWTs 175 medarbejdere i Danmark havde søgt om muligheden for at blive direktør for en dag.