Rejsebureauer aflyser rejser til Beijing

Flere rejsebureauer melder nu, at de helt aflyser rejser og grupperejser til Beijing. »Det er blevet for besværligt. For eksempel kan vi ikke længere købe togbilletter for folk, fordi de nu skal møde personligt op på stationerne og vise deres ID for at få dem,« meddeler Hangzhou China Travel Service.

Andre rejsebureauer har fået at vide, at de slet ikke må sende tur-grupper til Beijing, fordi det for tiden er ulovligt.

I forvejen har de strengere visa-regler skåret kraftigt ned i antallet af udenlandske turister. I begyndelsen regnede Beijings turistbureau med, at der ville komme 400.000-500.000 udenlandske turister til byen. Nu taler man om helt ned til 200.000.

Den høje sikkerhed har også fået mange til at opgive rejsen til Beijing under OL. Samtidig bliver de kinesiske turister også skræmt væk af de høje priser. En tur på tre dage vil koste omkring 4.200 kr. Derudover skal man købe billetterne.

Fald i antallet af turister har fået flere hoteller i byen til at give kraftige rabatter. Hotelejerne troede, de skulle tjene mange penge under OL, men mange melder nu om belægningsprocent helt ned omkring 50 pct., hvor de normalt ville ligge mellem 70-90 pct.

 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen