(Arkivfoto: PUST Rejser)

Når bare vi ikke skal være i snor

Noget tyder på, at selskabsrejsen er ved at få en renæssance, når en så stor turoperatør som Albatros begynder med busrejser. Krydstogter er vel også én stor grupperejse. Hvem er det, der vil selv og kan selv?

Det er som med buddhismen, at man kommer på et tidspunkt tilbage sit udgangspunkt. Forleden da Albatros overraskende kunne fortælle her på sitet, at man starter med busrejser. Samme uge kunne Spies Rejser meddele, at man igen sender store charterfly til Gambia. Begge former for rejser går fint ind under rubrikken ”selskabsrejsen”. Busrejserne var den reelle start hos både Spies og pastor Krogagers Tjæreborg Rejser.

Jeg fandt en rejsebrochure, DSB Selskabsrejser 1964, der selv om den var mindre kunne minde om ”Jørgensens røde Rejseprogram” (førende på det tidspunkt), som havde mange forskellige former for selskabsrejser i en rød indbinding.

DSB-programmet på over 100 sider var delt op i en udgave øst og vest for Storebælt. Indholdet var udelukkede togrejser fra Danmark primært med særtog til Italien og Østrig samt Øst- og Vesttyskland. Flest til den åbne side af jerntæppet. DSB havde dengang årligt cirka 20.000 rejsende på selskabsrejser med tog. Det var genkendelsens glæde, for det var mig, der både havde skrevet og redigeret programmet.

Når jeg prøver at følge med i annoncerne om ferierejser i dag, er der vældig mange grupperejser. Også rigtigt mange med danske rejseledere. Er det fordi vi gerne vil komme hinanden noget mere ved, eller er det fordi, det er billigere end den individuelle rejse? Lidt af begge dele.

Forkælet af flyselskaber
Men hos flyselskaberne er det anderledes. I begyndelsen, da vi på Berlingske samlede de store grupper til rutefly og oversøiske rejsemål (altid i et samarbejde med et rejsebureau), var vi eftertragtede og kunne få det næsten som vi ville og til meget fordelagtige billetpriser. Forkælede er måske det rette ord.

Nogle af vore helt store aftaler var et fyldt Boeing 747-fly fra SAS til Tel Aviv, en fyldt SAS-747 til New York og en fyldt Air Canada-747 til Toronto samt en næsten fyldt TWA til New York og Florida. Alt sammen grupperejser.

I de senere år synes jeg at have mærket, at ruteselskaberne helst vil være fri. Endelig ikke for store grupper. Der er altid så meget bøvl med, at ægtepar og familier vil sidde sammen. Gruppe check-in er stort set ophævet – af sikkerhedsmæssige grunde, hedder det.

Krydstogtselskaberne, hvor jeg som teknisk rejseleder har oplevet at være i spidsen for cirka 5.000 passagerer gennem 30 år, kunne vi dengang bede om, hvad som helst til de store grupper. I dag er gruppearrangørerne nærmest til besvær, sådan ser det i hvert fald ud udefra. Hellere nogle individuelle bestillinger, hvor kunderne klarer det meste selv.

Unge skeptikere
Men selskabsrejser er det. En eneste stor selskabsrejse med 2.000 passagerer ombord eller helt op til 5.000 deltagere i fællesskabets navn, tilsat masser af individuelle muligheder. Undtagen er de eksklusive luksus- og ultraluksus skibe, hvor det individuelle sættes i højsædet, men lur mig om en del alligevel ikke finder hinanden.

Dybest set er det vel ikke smart i dag at komme hjem og sige, at man har været på selskabsrejse. I hvert fald ikke blandt de unge. Jeg husker da godt min tid i Ungdommens Rejsebureau, også i tresserne. Vi havde cirka 5.000 årligt med krav om, at man ikke måtte være over 30 år for at deltage. Det var populært, og køerne var lange for at komme ud med jævnaldrende.

Problemet var blot, at der var mange dejlige piger imellem 20 og 30 år – og mange unge mænd over 30 år, som gerne ville ud at rejse sammen. Det kunne give problemer og udfordringer. Og vi måtte ikke give to unge af forskelligt køn dobbeltværelse, med mindre vi havde begge hold forældres skriftlige tilladelse.

Fodbold med udfordringer
Den eneste forbeholdende bemærkning jeg gennem mange år har hørt om selskabsrejsen er: ”Vi vil ikke føres i snor.” Det bliver man på de store turistmål som Rom, Venedig, Barcelona og London.  Og jeg tør slet ikke tænke på en fodboldtur med en dansk gruppe til Barcelona til en kamp mellem Barcelona og Real Madrid forleden, hvor der var 95.000 tilskuere. Jeg ville nødigt holde styr på en sådan gruppe ”uden snor”.

På krydstogter kan man ofte høre, at nogle ikke vil være med i gruppeture, fordi de ikke vil sidde ved 10-mands borde med de samme mennesker aften efter aften – og slet ikke på de samme pladser. Det kan jeg faktisk godt forstå. På den anden side har jeg oplevet mange, som har truffet nye bordvenner og skabt fællesskaber, der fortsat holder. Jeg kender flere blandt vore deltagere, som stadigvæk ses, selv om de sad sammen allerede på første krydstogt i 1986.

Krydstogtselskaberne har næsten løst problemerne. I dag er der på de største skibe op til 10-12 restauranter og masser af forskellige spisetider. Mit råd til gæsterne har altid været:” Brug grupperejsens fordele med fælles arrangementer, men find selv et ledigt hjørne eller en stille bar, når I blot ønsker at være to. Det kan sagtens lade sig gøre.”

Når ældre mødes
En der ved noget om grupperejser og fortsat har det inde på livet er pressechef Steen Albrechtsen fra Albatros, som lige er kommet hjem fra en grupperejse med 36 deltagere til Sicilien. Ham har jeg kendt i mange år, også fra hans tidligere virke i Star Tour. Han siger på mit spørgsmål om grupperejser (selskabsrejser):

”Jo ældre vi bliver, jo mere vil vi gerne være sammen. Det helt unge segment rejser gerne med selskaber sammen med andre unge. Det er nok gruppen mellem 30 og 55 år, der kan selv og vil selv. De vil være individuelle, og det skal de have lov til. Vi andre venter på dem, når de trænger til at møde andre mennesker med erfaring og god tid.”