Danmarks Rejsebureau Forening støtter indsamling til ukrainske børns sommerlejre. De arrangeres af Den europæiske rejsebranche og svenske New Hope Travel Industry Children’s Fund.
Danmarks Rejsebureau Forening går sammen med ECTAA, den fælleseuropæiske rejsebureauforening, og den svenske fond New Hope Travel Industry Children’s Fund om en europæisk indsamlingskampagne.
Kampagnen skal hjælpe med at organisere sommerlejre for ukrainske børn, der er berørt af den igangværende krig, skriver DRF i en pressemeddelelse.
Sidste år var 43 ukrainske børn på en 10-dages rejse til Stockholm, hvor de besøgte kulturelle vartegn og deltog i rekreative aktiviteter. Projektet var organiseret af SRF, den svenske rejsebrancheforening. Branchepartnere støttede projektet og tilbød blandt andet gratis indkvartering, færgetransport, mad, underholdning og logistik, oplyses det.
Inspireret af svenskerne, planlægger de øvrige europæiske rejsebureauforeninger nu at gentage initiativet den kommende sommer. Flere branchepartnere er involverede i drøftelser om gratis indkvartering, mad, adgangsbilletter og så videre. Yderligere midler er dog nødvendige til at dække for eksempel transportomkostninger fra Ukraine til de forskellige destinationer og uforudsete udgifter, skriver DRF.
300 euro kan sende ukrainsk barn på sommerlejr
”Jeg kan ikke sige det præcist, men vi anslår, at der er behov for cirka 300 euro pr. barn for at vi kan gøre deres deltagelse i en sommerlejr mulig. Det er vel at mærke baseret på, at børnene rejser med bus til for eksempel Danmark”, siger branchedirektør i Danmarks Rejsebureau Forening, Jakob Hahn.
Han fortsætter: ”Sammen med de andre europæiske rejsebureauforeninger er vi gået sammen med New Hope Travel Industry Children’s Fund, en svensk non-profit indsamlingsfond, for at lancere en europæisk indsamlingskampagne, hvis formål er at samle penge ind til at organisere flere sommerlejre i Europa til sommer.”
Antallet af sommerlejre og deres destination vil afhænge af mængden af indsamlede midler samt sponsorater fra rejsevirksomheder, står der i pressemeddelelsen.
I den siger Eric Dresin, præsident i ECTAA, den fælleseuropæiske rejsebureauforening: ”Sommerlejrene giver et vitalt frirum til børn, der har udholdt ubeskrivelige lidelser. Ved at give dem øjeblikke af normalitet og glæde, håber vi at skabe en positiv og varig indvirkning på deres liv.”
Kampagnens mål er at rejse midler, så endnu flere børn kan komme på sommerlejr. Bidrag af enhver størrelse er velkomne – der kan doneres via New Hope Travel Industry Children’s Funds hjemmeside.
Relaterede artikler
Danske rejsebureauforeninger skrev under på fusion