Krakket i københavnsk rejsebureau denne måned bliver ikke større end det forudsete tab, vurderer Rejsegarantifonden.
Der har ikke vist sig uventede ekstra omkostninger for Rejsegarantifonden i forbindelse med at DaGama Travel fra København tidligere på måneden gik konkurs. Det oplyser administrerende direktør for Rejsegarantifonden, Birgitte Fjeldhoff, til standby.dk
”De kunder hos DaGama Travel, der var på rejse da konkursen skete, er kommet hjem efter deres ferier med rejseledere i for eksempel Mexico og Vietnam. De havde alle forudbetalte billetter med rutefly, så dette område var dækket og gav ingen ekstra udgift for os,” siger Birgitte Fjeldhoff og tilføjer, at Rejsegarantifonden kan have haft udgifter til rejsebureauets hoteller, hvis opholdene ikke var forudbetalt. Der kan også komme udgifter til rejselederne, hvis deres honorar ikke var udbetalt inden konkursen.
Konkursen hos DaGama Travel var den første i år for et dansk rejsebureau. Kuratoren i boet efter DaGama, advokat Anders Bendtsen fra advokatfirmaet Lind Advokater i København, kontakter de kunder fra DaGama Travel, der skulle have været rejst på et senere tidspunkt, men som nu ikke kommer af sted.
300 kunder kommer ikke af sted
”Rejsegarantifonden er nu i gang med at udbetale erstatning til de cirka 300 kunder der skulle være rejst med DaGama Travel på et senere tidspunkt. Når disse gæster har fået udbetalt deres tilgodehavender forventer vi stadig at udgiften til konkursen vil ramme de cirka 3,2 millioner kroner, vi forudså,” siger Birgitte Fjeldhoff og tilføjer, at nogle af de rejsende, der skulle af sted i for eksempel sommerferie med DaGama kun havde betalt depositum, men ikke hele rejsens pris. ”Men vi har endnu ikke fået ekspederet alle de berørte gæster, der skulle have været af sted,” siger Birgitte Fjeldhoff.
”DaGama konkurrerede med nogle af de rigtig store rejsebureauer på gruppe- og specialrejser. Det er et vanskeligt marked. Vi har løbende fulgt DaGama og tidligere fået ejerne til at øge deres indskud i rejsebureauet for at styrke kapitalen,” sagde Birgitte Fjeldhoff i forbindelse med konkursen til standby.dk
DaGama Travel blev registreret i Rejsegarantifonden i juni 2010 og solgte især grupperejser til det meste af verden. Der var 67 kunder på rejse på tidspunktet for afsigelsen af konkursdekretet i starten af denne måned.
Rejsegarantifonden har registreret cirka 600 danske rejsebureauer, omtrent hver fjerde er under det såkaldte skærpede tilsyn, hvor fonden for eksempel kræver øget garantistillelse.
Relaterede artikler:
Økonomien i orden i de danske rejsebureauer
Tvivl om dækning ved ‘sammensatte rejser’
Ny lov kan ruinere rejsebureauer
Arkivfoto fra DaGama Travel.