Buffet på en charterferie. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Rejseforsikringen: Charterferie kan ende på toilettet

Inden feriehotellets buffet er der grund til at tage forholdsregler, advarer Gouda Rejseforsikring. Børn rører ofte ved mange ting og kan derfor hurtigt sprede bakterier ved buffeten, lyder det.

Rekordmange danskere tager på charterrejse, og selvom varmere temperaturer og afslapning venter, er mad fra buffeter også en stor del af ferien. Det kan give risiko for maveproblemer, advarer Gjensidige Forsikring, der ejer Gouda Rejseforsikring, i en pressemeddelelse.

I en undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige, svarer 15 procent af de danskere, der spiser buffet på udlandsferier, at de ikke tager hygiejneforanstaltninger som at vaske hænder, spritte af eller bruge handsker inden de tager mad fra buffeten.

I en kommentar siger Lene Ovesen, direktør for Rejseskade i Gjensidige, i pressemeddelelsen: ”Selvom det kun er en mindre gruppe, der springer hygiejnen over, kan konsekvenserne være store. Bakterier spreder sig hurtigt i et buffetmiljø, og resultatet kan i værste fald være, at både én selv og andre gæster må tilbringe feriedage på toilettet.”

Lene Ovesen tilføjer, at hvis man har børn med på ferie er det vigtigt at huske, at hygiejnereglerne også gælder dem. Børn rører ofte ved mange ting og kan derfor hurtigt komme til at sprede bakterier videre ved buffeten, står der i pressemeddelelsen.

Mister feriedage
En tidligere undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige i 2024, viser, at knap fire ud af ti danskere de seneste tre år har fået én eller flere feriedage ødelagt på grund af mavevirus under deres ferie.

Lene Ovesen understreger, at hvis uheldet skulle være ude, bør man handle hurtigt og kontakte sin rejseforsikring.

”Vi ser hvert år mange danskere få ferien ødelagt af mavevirus. Her anbefaler vi, at man kontakter sin rejseforsikring med det samme, ellers kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse,” siger hun. Rejseforsikringsselskaber vil gerne styre, om forsikrede kommer på private hospitaler i ferielandet, der sender regninger til forsikringsselskabet i for eksempel Danmark.

Gouda skriver: Rejseforsikringen kan være med til at sikre den rette behandling og dække eventuelle udgifter, så man undgår unødige økonomiske overraskelser oveni sygdommen.

Den nye undersøgelse er foretaget i februar i år blandt lige over 1.000 respondenter af YouGov for Gjensidige. I den siger 67 procent, at de afspritter deres hænder; 43 procent siger, at de også vasker hænder.

To ud af tre, 64 procent, har ifølge undersøgelsen, aldrig fået én eller flere feriedage ødelagt på grund af mavevirus på rejsemålet. 24 procent siger, at de har haft mavevirus, fire procent af deres børn har haft mavevirus, mens 11 procent har haft en rejsefælle med mavevirus.

 

Relaterede artikler:

Rejsebureauer i strid med Gouda Rejseforsikring

Medie: 18 krydstogtskibe ramt i år af madforgiftning

Pakkerejse-Ankenævnet: Klagede over næsepillende kok og råt kød i buffeten