Rejsegarantifonden overvejer appel til Højesteret

”SAS har ingen kommentarer. Rejsegarantifonden har allerede sagt det, der skal siges,” sagde Per Møller Jensen, Vice President i SAS for marketing og EuroBonus i går til takeoff.dk efter dommen i Østre Landsret. Dommen slog fast, at Norwegian, næststørste flyselskab i Danmark efter SAS, ikke behøver registrere sig i Rejsegarantifonden og dermed kunne udbyde konkursforsikring til privatrejsende.

 

Fra Rejsegarantifonden sagde direktør, advokat Birgitte Fjeldhoff, til takeoff.dk: ”Jeg har kigget dommen hurtigt igennem og skal nu nærlæse den. Bestyrelsen for Rejsegarantifonden vil på sit møde i august beslutte, om dommen skal ankes til Højesteret.”

 

Hele domsafsigelsen fylder 17 sider, hovedparten er dog referat af, hvad sagens parter, bl.a. Norwegian og Rejsegarantifonden, sagde under det lukkede retsmøde sidste måned. Norwegian havde ønsket dørene lukket af hensyn til forretningshemmeligheder.

 

Selve dommen er på kun en side. ”Her lægger dommerne vægt på, at er helt afgørende, at man ikke fysisk kan gå ind på noget Norwegian-kontor i Danmark og købe billet til selskabet,” siger Birgitte Fjeldhoff og tilføjer:

 

”At Norwegian ikke skal registrere sig i Rejsegarantifonden er modsat den konklusion, Erhvervsankenævnet kom frem til – og her er der en landsretsdommer som formand.”

 

”Jeg har også i dag talt med formanden for Rejsegarantifonden (tidligere direktør for SAS Danmark, Susanne Larsen, red) – Susanne Larsen er skuffet over dommen, da hun finder det vigtigt, at så mange som muligt har mulighed for at købe en konkursbeskyttelse hos flyselskaberne, herunder hos det næststørste flyselskab i Danmark,” siger Birgitte Fjeldhoff og fortsætter:

 

”Hver dag ringer mange forbrugere til os og spørger, hvordan de køber konkursforsikring hos forskellige flyselskaber, da dette ikke fremgår af selskabernes hjemmesider. Sidste år blev der solgt 125.000 af disse forsikringer mod 180.000 i 2010, det første år, hvor muligheden var med i loven om Rejsegarantifonden.”

 

I forhold til de op mod ni mio. flybilletter, der årligt sælges med afrejse fra Danmark, er salget af konkursforsikringer ikke stort, medgiver Birgitte Fjeldhoff. ”Men jeg kan forsikre om, at de mange tusinde, der tabte deres billetter efter Cimber Sterlings konkurs, havde ønsket, at de havde købt en konkursforsikring. Vi har vel 2.500 sager om tabte flybilletter til Cimber Sterling – mange af sagerne drejer sig om mere end én person,” siger Rejsegarantifondens direktør.

 

Ifølge loven om Rejsegarantifonden skal den revideres efter to år. Det går politikere og rejsebranchen i gang med efter sommerferien.

 

”Efter dommen kan jeg godt forestille mig, at nogle flyselskaber vælger at lade deres registrering ophøre hos os. Men jeg tror ikke, det bliver mange, for flyselskaberne kan også mærke, at kunderne efterspørger konkursforsikring som noget vigtigt. Og at være registreret hos os er altså ikke så skidt, som mange flyselskaber nok troede i starten,” siger Birgitte Fjeldhoff. ”Prisen for at være registreret hos os afhænger af selskabernes omsætning. Der er et grundgebyr på 4.000 kr., et administrationsgebyr, garantistillelsen og så størrelsen på omsætningen. Med et rundt tal koster det nok ca. 10.000 kr. om året.”

 

Takeoff.dk bragte i går flere artikler med reaktioner på dommen fra Østre Landsret fra Danmarks Rejsebureau Forening, Forbrugerrådet og Norwegian. De kan ses her på hjemmesiden.

 

Fra Forbrugerrådet lød det: ”kontroversiel Norwegian-dom underminerer forbrugerbeskyttelsen.”

 

Danmarks Rejsebureau Forenings direktør sagde: ”Dommen viser, at loven om Rejsegarantifonden er ubrugelig.”

 

Og Norwegian noterede bl.a.: ”Vi er især glade for, at der er sat en tyk streg under, at Norwegian overholder lovgivningen i Danmark.”

Skrevet af Henrik Baumgarten