Det femstjernede hotel Emerald Zanzibar Resorts & Spa på øen Zanzibar udfor Tanzanias kyst er første opkøb af hotelinvesteringsfond som blandt andet TUI Group står bag. PR-foto: TUI Group.

Rejsegigant i ny fond med milliarder til hotelopkøb

TUI Group med i ny fond der skal opkøbe hoteller verden over; det første er et femstjernet på Zanzibar. Hoteller er vigtig indtjeningskilde for TUI, der allerede ejer eller driver 400 hoteller.

En hotelfond startet på initiativ af store TUI Group, har købt sit første hotel, det femstjernede Emerald Zanzibar Resorts & Spa på øen Zanzibar udfor Tanzanias kyst. Prisen oplyses ikke, men TUI overtager driften fra starten af det nye år.

Og TUI’s hotelfond planlægger at købe flere hoteller, herunder allerede TUI-ejede hoteller, der fortsat skal drives af TUI, skriver TUI i en pressemeddelelse.

Da hotelfonden blev præsenteret sidste år, skrev flere medier, blandt andet Hospitalityinvestor, at TUI Group ville eje 10 procent af fonden, der har en investeringskapital på 500 millioner euro, cirka 3,7 milliarder kroner. Blandt medinvestorerne er den tyske investeringsvirksomhed Hansainvest med adresse i Luxembourg.

Hotelfonden er rettet mod institutionelle investorer. Fonden planlægger primært at investere i nye hotelfaciliteter, der ikke i øjeblikket er en del af TUI Group. Ved at få medinvestorer til opkøb af hoteller, skal TUI ikke selv betale hele gildet for planerne om at øge sin hotelportefølje. Selve TUI Group ejer eller driver allerede 400 hoteller under varemærker som RIU, TUI Blue og Robinson.

Blandt vigtigste vækstdrivere
TUI’s egne hotelmærker er blandt selskabets vigtigste vækstdrivere og indtjeningskilder. Derfor er det også her, at koncernen fortsat vil investere for at udvide produktporteføljen. Dette var medvirkende til TUI’s initiativ sidste år med oprettelsen af hotelfonden.

I pressemeddelelsen siger Peter Krueger, medlem af TUI’s koncernledelse og ansvarlig for koncernstrategi og M&A (Mergers and Acquisitions; sammenlægninger og opkøb):

”Profitabel vækst er fokus for vores strategi. Vores egne hotel- og klubmærker bidrager markant til væksten og virksomhedens indtjening. Vi startede hotelfonden for at udvide vores hotelportefølje og øge indtjeningen i segmentet, samtidig med at vi kan tilbyde professionelle investorer en attraktiv investering i hotelejendom.

Nu bevæger vi os ind i den første investeringsfase. Fonden har midlerne til at købe yderligere hoteller. De vi kigger allerede på de næste konkrete investeringsmuligheder,” siger Peter Krueger.

 

Relaterede artikler:

Stort charterbureau har hver femte gæst med rutefly

Rabatter gav TUI ”stærkt utilfredsstillende resultat”

TUI tester nyt forretningsområde i Norden