REJSELIV: Der er brug for at revitalisere rejsemesselivet i København og med Ferie i Forum kan der komme et skifte, siger arrangørerne, som kun vil satse på rejser til udlandet i januar næste år.
Ferie & Fritid i Bella Center er indtil videre en saga blot. Det har længe ligget i luften, at der måtte komme en afløser, selv om publikum ikke svigtede, men det gjorde til gengæld økonomien bag udstillingen.
Og med et miks af rejser i ind- og udland, camping og fritid, blev det hele til sidst noget af en profilgrød. Da samtidig flere i rejsebranchen stod i kø for at sige, at de absolut ikke skulle med, måtte det slutte.
Nu åbner Forum, datterselskabet af Bella Center, porten for en anderledes rejsemesse den 17.og 18. januar. Bag initiativet står Inter Travel, Billetkontoret, Gouda og Forum, og ifølge de første meddelelser, som går ud i dag, kan man allerede notere stor opbakning fra rejsebranchen.
Navnet bliver Ferie i Forum, og der sættes fokus på udlandsrejser og gastronomi.
”Der er brug for en revitalisering af rejsemesselivet i København. Det sker nu med Forum, som vi ønsker at være en del af,” siger direktør i Jysk Rejsebureau Niels Amstrup, som har genåbnet bureauet i København.
”Der er brug for en ny måde at arrangere rejsemesse i København, hvor der er fokus på selve rejseformen og på de besøgende. Forum har de perfekte omgivelser,” siger Ibrahim Ramadan fra Atlantis Rejser.
Udstillingschefen for Ferie & Fritid i Bella Center, Malina Lebrecht Hye, som nu er blevet udviklingsdirektør siger: ”Det er vores målsætning at være kundernes foretrukne messeplatform. Vi har med Forum en god mulighed for at kunne bakke op om rejsebranchens udtrykte ønske om en messe i nye omgivelser.”