Rekordår for danskernes ferieforbrug

Et flertal af de danske familier blæste tilsyneladende på de dystre meldinger fra bolig- og finansmarkederne og tog spenderbukserne på under årets sommerferie. Kun københavnerne brugte færre penge på hovedferien i år end sidste år. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

 

Danskernes ferieforbrug nåede nye højder under årets hovedferie. Det viser en ny undersøgelse af danskernes ferievaner, udført af kommunikationsbureauet Kompas for hjemmesiden Hotels.com.

 

Omkring 1.200 danske familier deltog i undersøgelsen, der bl.a. viser, at de der brændte flest penge af under årets ferie igen i år var midtjyderne. Kun 25 pct. af midtjyderne brugte færre penge på årets ferie, og kun hvert sjette familie lod ferieforbruget styre af økonomiske betænkeligheder.

 

7 ud af 10 af de adspurgte familier brugte mere eller det samme på ferien som sidste år.

 

Til gengæld var det i år især de nordjyske og sjællandske familier, med undtagelse af hovedstaden, som øgede deres forbrug under ferien i forhold til sidste år. Fire ud af ti af disse familier mener, at årets sommerferie blev dyrere end sommerferien 2007.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen