Rekordernes sommer i CPH

Også antallet af krydstogtpassagerer satte rekord med en halv million. De fleste rutefly med feriegæster gik til London og Paris, mens charterflyene især satte kurs mod Tyrkiet og Grækenland. 

 

”At næsten ni ud af 10 fly afgik til tiden er svært at gøre bedre i en højsæson, hvor det europæiske luftrum er fyldt. Bag det gode resultat gemmer sig en succeshistorie – en helt bogstavelig turn-around. Selv om to ud af ti ankomne fly var forsinkede, lykkedes det lufthavnens ansatte at indhente den tabte tid og få halvdelen af de for sent ankomne fly af sted til tiden. Det er utrolig flot, ” siger trafikchef Dan Meincke.

I forhold til sidste sommer var der i år 141.000 flere rejsende. Det betød, at lufthavnen oplevede flere dage med mere end 85.000 passagerer. Det kunne ses især om morgenen, hvor check-in køerne gav ekstra meget arbejde.

 

”Alle rejsende kom af sted på ferie. Vi havde ekstra mandskab på, og passagerne tog de travle timer flot. Man ved jo godt, at her er ekstra tryk på i den absolutte højsæson. Derfor havde de fleste rejsende forberedt sig hjemmefra, udskrevet boardingkort og taget herud i god tid,” siger passagerchef Marie-Louise Lotz.

 

Også security var vel forberedt med særlig service for familier med børn. Ni ud af ti rejsende kom igennem security på mindre end fem minutter og mere end otte ud af ti er tilfredse eller meget tilfredse, viser lufthavnens målinger af passagertilfredshed. Det gælder ikke blot sikkerheden, men også check-in, shopping og rengøring.

Lufthavnen kunne også mærke og måle Københavns succes med krydstogter. Antallet af krydstogtsgæster, der ankom eller rejste hjem fra København med fly rundede en halv million – en stigning på næsten 20% i forhold til sidste år.

 

”Lufthavnen har indrettet den smukke, gamle hangar 145 til særligt check-in for krydstogtsgæster, og det har fungeret virkelig godt, ” fortæller Marie-Louise Lotz.

Skrevet af Flemming Juul