Rengøring og indkvartering fik flest klager

rengoring_nuANKESAGER: Nogle ganske få kategorier skilte sig ud i klagerne til Pakkerejse-Ankenævnet sidste år blandt 167 behandlede sager, men det er meget små tal i forhold til antallet af rejser.

Når antallet af klager over manglende rengøring stiger fra 0 til 6,6 procent, er det en betragtelig stigning blandt kunderne, der købte pakkerejser i 2012, og det gjorde vel over to millioner, så lyder det drastisk.

Men går man ind i tallene over de 167 behandlede klager i sidste halvår i fjor sammenlignet med ni mdr. i 2011, da er klagerne steget fra 0 til 11 over manglende rengøring.

I samme kategori har der været 33 klager over hotel- og lejligheders indretning med mangelfuldt udstyr. Mod 46 året før, men igen svært at sammenligne, fordi perioderne ikke er ens. Og tallet er forsvindende lille.

Hvad transporten angår, har der i alt i det omtalte halvår været 30 klager. Heraf som de fleste, nemlig 12, over forsinkelse, ventetid og ændringer af forbindelser og transport. Mistet transport har fået syv klager, og så vigtige detaljer som visum og pas (formentlig manglende oplysninger til kunderne) har kun tre klaget over til nævnet.

Endelig ser det ud til, at de mange fodboldrejser samt kulturrejser har givet visse problemer. Ganske vist kun 18, men det er suverænt højst i den blandede kategori med et samlet tal på 47.