Richard Branson, den står bag Virgin Group med også flyselskaber, er ikke bange for at sige sin mening: “Utrolig trist at se USA svigte sine allierede, det vil skade USA’s omdømme uopretteligt.”
Mens mange koncernchefer, også fra rejsebranchen, der måtte være uenig med præsident Donald Trump, tier af frygt for repressalier, er det anderledes med Sir Richard Branson.
Den berømte engelske milliardær stifter af Virgin Group med flyselskabet Virgin Atlantic (som amerikanske Delta Air Lines ejer de resterende 49 procent af), krydstogtrederiet Virgin Voyages, en hotelkæde og så videre, er ikke bange for at sige sin mening om USA under præsident Donald Trump.
Det har han netop gjort i et indlæg på Linkedin – uden at nævne Donald Trump med ét ord.
Her skriver Sir Richard blandt andet: ”Tænk hvis USA’s præsident Franklin D. Roosevelt midtvejs i Anden Verdenskrig (hvor USA kæmpede skulder ved skulder med Storbritannien mod Nazityskland) havde ombestemt sig, og havde kaldt den engelske premierminister Winston Churchill en diktator (og beskyldt Storbritannien for at have startet Anden Verdenskrig) og søgt at blive venner med Hitler.”
Uoprettelig skade på USA’s omdømme
Men, fortsætter Sir Richard i sit indlæg: ”Det er præcis dén situation, de europæiske lande nu står i; deres primære militære allierede (USA) har pludselig skiftet troskab.”
Han tilføjer: ””Det er besværligt at finde noget historisk fortilfælde for en lignende politisk kovending af denne størrelsesorden og betydning.”
De europæiske lande tager nu med rette skridt til at styrke deres egen sikkerhed. Historikerne vil kigge tilbage til denne periode i global politik (under Trump som præsident, red.), hvor de vesteuropæiske landes tiltro til USA sluttede, lyder det videre fra Sir Richard der tilføjer:
”Det er frustrerende og utrolig trist at se denne store nation (USA) svigte sine hidtidige allierede, da dette vil gøre uoprettelig skade på USA, dets omdømme og dets evne til at styrke sine interesser verden over.”
Relaterede artikler:
Også Danmark opdaterer sin rejsevejledning til USA